KOMMENTAR

Jeg har tænkt og tænkt. Og jeg er stadig ikke kommet i tanke om bare ét eksempel på, at Chris Froome har mistet kontrollen over de ventiler, der håndterer hans temperament.

Han har ellers nok været i situationer, hvor lysten til at ventilere både frustration og vrede må have været der. Jo, der var en antydning af irritation, da han efter sin sejr på Mont Ventoux i Touren sidste år stod over for et tungt bombardement af dopingspørgsmål. Men han var stadig brutalt kontrolleret.

Dét er billedet af ham, at han altid optræder velafbalanceret, roligt og afvæbnende. Til tider kedeligt.

På den måde er han en noget anden størrelse end holdkammeraten Bradley Wiggins, der - da han var gul trøje i Tour de France - luftede godt og grundigt ud over for pressen, når der var doping på dagsordenen. Og han tåler heller ingen sammenligning med Lance Armstrong, der mødte hårdt med mere hårdt og mødte trusler med skæld ud, boykot, trusler, sagsanlæg, onde øjne og så videre.

Chris Froome virker i sammenligning næsten rar, og jeg ser en mand, der har valgt, at han vil virke rar. Froome - og jeg gætter på, at han er hjulpet massivt på vej af ledelsen på Team Sky - synes meget afklaret med, at signaturhistorien om ham skal være, at han møder mistanke og tvivl på en rolig og afvæbnende måde.

Derfor kan det umiddelbart også undre, at han ikke har mere kontrol over sin forlovede, Michelle Cound. For når hun først slipper gækken løs på ikke mindst twitter, er der næsten garanti for historier, der flugter dårligt med det øvrige billede af Froome. Hun er en både frisk og underholdende first lady, når hun fyrer den af. Og umiddelbart virker hun derfor også som en meget lidt professionel first lady, ja en dårlig first lady.

Jeg skriver umiddelbart, fordi jeg ikke tror, vi må udelukke, at hun rent faktisk udfylder en funktion, og netop agerer uhyre professionelt. Mere om det om lidt.

Cound slog sig løs på twitter igen i denne uge, da hun i løbet af tirsdagen fik skrevet følgende:

"Maybe an "ex" doper can win the tour this year, at least he would be qualified to answer all the doping questions" (oversættelse: Måske en ex-doper kan vinde Touren i år, i det mindste vil han være klædt på til at besvare alle dopingspørgsmålene).

Det er så meget en hilsen til Alberto Contador, der i Baskerlandet Rundt i mandags igen viste, at han i 2014-udgaven af sig selv skyder med en del mere skarpt end for et år siden. Og det er så meget en hilsen til alverdens medier om at huske at kræve de samme svar og udvise den samme skepsis over Contador, som man har gjort over for Froome. Han skal presses og trykkes op mod muren.

Selvfølgelig blev det en historie - ikke mindst i spanske medier - at Froomes forlovede på denne måde angriber Alberto Contador ved at minde verden om, at han - i modsætning til Froome - jo altså faktisk har haft en dopingsag.

Onsdag forsøgte Michelle Cound så at få ro på søen igen ved at sige, at alle de spanske medier, der har gjort en sag ud af hendes tweet, burde skamme sig:

"It seems I’ve pissed off the entire Spanish nation by something I didn’t say. Apparently I made a comment about Contador because of his performance on Monday... I didn’t make any reference to Contador, nor did I intend to. I was on an overnight flight on Monday. " (oversættelse: Det ser ud til, at jeg har fornærmet hele den spanske nation med noget, som jeg ikke har sagt. Tilsyneladende kom jeg med en kommentar om Contador efter hans præstation i mandags... jeg lavede ikke nogen reference til Contador, og jeg forsøgte heller ikke. Jeg befandt mig på en natflyvning mandag).

Lidt baglænsroning og lidt skæld ud, som kunne give den tanke, at der har været samtale hjemme hos Cound/Froome. Det er en rimelig analyse at anlægge, at Chris Froome har været træt af balladen og fortalt Michelle Cound, hvem det er, der tjener pengene til hustanden.

Det bliver bare ikke mit bud, at det er sådan tingene hænger sammen. Cound har nu lavet dette nummer så mange gange, at min analyse bliver, at Chris Froome - og Team Sky - opnåede alt, hvad man ville, at man er glad for, at der blev en historie:

Verden er påmindet om, at Contador ikke skal stryges med hårene. Og det skete, uden at Froome fik ikke ødelagt fortællingen om sig selv, men han fik måske ventileret sin frustration.

Michelle Cound lever nok med at indtage rollen som den ustyrlige løse kanon der går twitteramok.

Benjamin Munk Lund er nyhedschef på BT Sporten. Følg ham på twitter på: @munklund