KOMMENTAR

Onsdagens pressemøde i den danske VM-lejr i Doha blev et af de mere interessante af slagsen. Vi fik set, at selv om Gudmundur Gudmundsson udadtil ihærdigt forsøger at være upåvirket af det store pres, der hviler på ham og landsholdet, begynder man at kunne ane frustrationer hos islændingen.

Hans ageren på pressemødet var i hvert fald meget bemærkelsesværdig for mig. Han er normalt ret genert og gemmer sig bag en meget forsigtig retorik, men efter et par spørgsmål, der egentlig ikke i mine ører lød specielt kritiske, skiftede Gudmundsson karakter. Aggressiv i replikken. Viste temperament. For første gang i hans tid som dansk landstræner.

Det er tydeligt, at snakken om det dårlige danske forsvar irriterer ham. Og så er det endnu mere tydeligt, at han helst vil bruge sin tid på noget mere håndboldrelevant end at tale med pressen. Der er en grund til, at han bliver kaldt håndboldnørd. Det er spillet på banen, der interesserer ham. Kun det. Misforstå mig ikke, han stiller op, er imødekommende og svarer på spørgsmålene. Der er intet dér.

Men forstår Gudmundur Gudmundsson alle aspekter af den tjans, han har sagt ja til? Hvad det er for et hypet job, han har overtaget efter Ulrik Wilbek? At han altså står med ansvaret for nationens største sportslige kæledægge, hvor kravet er sejr – hver gang? Jeg begynder at få min tvivl.

Landstræneren fremhævede selv onsdag, da jeg stod og interviewede ham i en klynge af andre danske journalister, at han efter kampen mod Tyskland var blevet spurgt om, ’hvad der gik galt’. Dagen derpå undrede det spørgsmål stadig islændingen. ’Hvad der gik galt? Intet gik galt. Vi spiller en meget fin håndboldkamp’, sagde Gudmundsson.

Alene den udtalelse bevidner, at nogen har et arbejde at gøre i forhold til at forklare den islandske træner, hvad det er for en størrelse, han står i spidsen for. For her er uafgjort mod Argentina og Tyskland samt en sejr over Saudi-Arabien altså ikke noget, der normalt fremtvinger positive gloser. Fire finaler på fire år har sat overliggeren højere end det.

Jeg har fra hans tid i Rhein-Neckar Löwen hørt om en træner, der hele tiden kræver mere af sine spillere. En stor vinder. En træner, der for alt i verden vil vinde med syv, når hans hold fører med seks. Den slags ultimativ ærgerrighed kan jeg ikke få øje på lige nu. Eller høre i hans retorik.

Det savner jeg. Landsholdet har brug for en stærk og tydelig chef – også udadtil.

Lad mig indskyde til sidst, at jeg ved, at spillerne er meget glade for Gudmundsson. Vi er slet, slet ikke ude i problemer på den front. Det er vigtigt at understrege. Men hvis ikke nogen snart får forklaret islændingen omfanget af den opgave, han har påtaget sig, så tror jeg, at vi kommer til at se mange flere af den slags frustrationer, som landstræneren luftede onsdag i Doha.