Kommentar af BTs fodboldredaktør Morten Crone Sejersbøl
I en tid hvor de fleste klubber slider med formen, og den gode fortælling om de halvtidsprofessionelle 1. divisionsspillere fra Hobro er ved at ebbe ud, slår FC Midtjylland lige nu ud som Superligaens absolut mest positive historie.
Efter sidste sæsons skuffende sæsonafslutning har FC Midtjylland på forbløffende vis rejst sig efter sommerferien og blæser af sted fra top, mens forventede konkurrenter som AaB, FC København og Brøndby har vanskeligt ved at finde rytmen og taler om skader og processer og alt det, FC Midtjylland selv talte om for et par år siden, hver gang holdet tabte.
I virkeligheden er det uretfærdigt at bygge indledningen op på konkurrenternes problemer, for det er ikke på grund af dem, FC Midtjylland lige nu har succes og i hele sin attitude ligner et rent overskudsorgie.
Så I kampen fredag? Så I hvordan, de skilte Hobro ad? Jeg kan have en mistanke om, at oprykkerne er ved at miste pusten og vil få det svært, men alt hvad jeg så fra FC Midtjylland antydede, at også alle andre Superliga-hold ville have fået det svært den fredag.
Ingen andre Superliga-hold spiller i øjeblikket med den fart, FC Midtjylland spiller med, og ingen gør mere ondt på deres modstandere end dem. Det er ren energi, rent overskud.
To ting stak ud for mig: Det ekstreme genpres og de skæve detaljer ved de to frisparksmål. Begge dele vidner om stor disciplin og om viljen og evnen til at udvikle sig selv og sine koncepter.
Jeg ved, at Glen Riddersholm har haft mange samtaler med flere af sine spillere for at få dem til at dedikere sig fuldt til den aggressive spillestil, hvor et boldtab lynhurtigt fører over i en erobringsfase, som alle skal deltage i for at gøre det succesfuldt. Jakob Poulsen og Petter Andersson syntes vel næppe, de var født til den slags, men har begge i en moden alder udviklet sig som spillere og lagt den del til deres spil. Det er en flot udvikling, og det er godt trænerarbejde. Også af den fysiske sektor, der rent faktisk har gjort et helt hold i stand til at yde et så højintenst arbejde så længe.
De, der så kampen mod Hobro, så også, hvordan tre FC Midtjylland-spillere stillede sig ind bag modstanderens frisparksmur for at spærre udsynet for målmanden. Der er vel ikke nogen, der har set den slags andre steder? Jeg har ikke, men for mig var det endnu et billede på midtjydernes aktuelle overskud.
Det er sådan en slags detalje, man kun arbejder med, når man ikke har alvorlige problemer at fokusere på, og når man er fri for den forfængelighed, der ville afholde mange fra at give sig i kast med noget så aparte. Det, tænker jeg, er meget FC Midtjyllandsk.
FC Midtjylland havde for nogle år siden et ungt hold med en masse spillere uden ret stor erfaring. Dengang var jeg efter Glen Riddersholm for at tale for meget ind i den proces, hans hold var i gang med. Sidste år var den spillemæssige del af processsen nået til et punkt, hvor guldet var inden for rækkevidde. I år er den mentale del fulgt med. Det ligner det bedste FC Midtjylland-hold nogensinde, og det kunne godt ende rigtig succesfuldt.
