KOMMENTAR

Jeg har en påstand efter denne første weekend med Superliga: FC København bliver stærkere og stærkere.

Jeg så et FCK-hold, der er blevet markant bedre i løbet af vinterpausen, og hvor det var tydeligt at se, at hold under Ståle Solbakken bliver styrket over tid. Det var tidligere tiders dyder, der slog igennem mod FC Vestsjælland, som blev sat under pres fra kampens begyndelse.

FCK kom til et utal af indlæg og afslutninger, og de så bedre ud end længe. Jeg så også tendenser til, at de vil fortsætte fremgangen i de kommende kampe. Andreas Cornelius, der har afgørende betydning for FCK, lignede igen sig selv. Det samme gjorde Nicolai Jørgensen, og så var der to backer, som vel var højdepunkterne i kampen. Tom Høgli har allerede bevist sit værd, mens Ludwig Augustinsson spillede på mindst lige så højt niveau som Pierre Bengtsson – hvis ikke højere – og Bengtsson var i mine øjne ligaens bedste venstre back.

Målene kom relativt hurtigt efter hinanden, hvilket betød, at kampen var lukket med lang tid igen – klassisk FCK – og man holdt nullet for femte kamp i træk, hvilket også fortæller historien om, at holdet er i en opadgående formkurve.

Aftenens sene kamp mellem AaB og Brøndby afslørede, at Thomas Frank har visse problemer. En træner i Brøndby vil altid være under pres, fordi kravene om succes er voldsomme. Thomas Frank har fået et spillermateriale, som dem, der bestemmer i Brøndby, ønskede. Og her taler vi om spillere fra allerøverste hylde. Brøndby er blevet bedre og bredere, men de er ikke voldsomt farlige. Jeg så ikke et skrækindjagende hold, hvilket man formentlig har tænkt, man skulle være – med tanke på, hvilke spillere man har købt. Der var også grund til at tro på, at man kunne nå et niveau, der rækker til top-tre, men den forvandling er ikke indtrådt endnu.

Overordnet set var det ikke en runde, der rykkede på det, jeg havde forventet. Som jeg skrev i min første klumme, har jeg en forventning om, at forskydningerne vil være små. Det holder jeg fast i.

Hvis vi tager fat i FC Københavns største rivaler i jagten på FC Midtjylland, Randers, så stod de for den mest iøjnefaldende præstation. At de var i stand til at slå FC Nordsjælland så markant på udebane, var overraskende.

Colin Todd må være meget tilfreds med at se, at han nu har fire angribere, der kan levere mål. De fire forreste har stået for 16 af Randers’ 20 mål. Dertil holdt Randers nullet og leverede igen beviset på, at de har ligaens bedste forsvar. Sølle 11 indkasserede mål på nuværende tidspunkt er imponerende.

Esbjerg fik også bevist, at de er i gang igen, hvilket er bemærkelsesværdigt, når man tænker på, at Eddi Gomes, Jakob Ankersen og Martin Pusic er væk. Så giver det ro, når Lasse Rise scorer to gange.

Jeg bliver også nødt til at runde Silkeborg, der ikke er set dårligere på noget tidspunkt i denne sæson. I efteråret var Silkeborg ikke effektive nok foran mål, mens spillet op ad banen var fornuftigt. Men det formår de heller ikke længere. På trods af, at de er bagud hele kampen og er bagud 0-3 efter 37 minutter, havde de kun en boldbesiddelse på 35 procent. Det er skuffende.

Midtjyderne er åbne nok om, at man rykker ned. Det er selvfølgelig trist og tamt, men det er samtidig en yderst realistisk vurdering.

Jeg kan godt forstå, at man ikke har brugt penge i vinterpausen, men min klare fornemmelse er, at hele foråret er lagt an på, at man skal have nogle succesoplevelser med sig ned i 1. division. Det skal man være forsigtig med, for næste års 1. division kan blive uhyggeligt tæt.

FC Vestsjælland kan ende dernede med Silkeborg og med tanke på, at der vil være to af følgende fire, AGF, Lyngby, Vendsyssel og Viborg, tilbage, ser vejen tilbage til Superligaen vanskelig ud. Og noget tyder på, at Vejle er på vej tilbage efter en årrække med økonomiske problemer.

Jeg har umiddelbart FC Vestsjælland som bedste bud på en nedrykker sammen med Silkeborg, men jeg tør langtfra frikende Hobro. Jeg er ikke overbevist om, at man har spillerne eller spillet til at overleve, hvis FC Vestsjælland rykker lidt på sig.