KOMMENTAR
De afrikanske mesterskaber begynder lørdag med kampstart i Ækvatorialguinea – og det i neokolonialismens fodboldmæssige skygge.
African Cup of Nations er den turnering, der tydeligst afspejler fodboldeuropas efterspørgsel af spillere og især spiller(stereo)typer.
67 procent af de 368 udtagne spillere til den 16 nationer store turnering er på kontrakt i Europa, og det europæiske aftryk er så markant, at det sætter sit klare præg, når holdene stiller op.
Sat på spidsen er det hvide Europa, og dets talentspejdere besat af mørke spillere, men kun til visse positioner. Det man i scouting-kredse kalder for ’Pape Bouba Diop-effekten.’
Senegals landshold i starten af 00erne markerede en ny start for afrikansk landsholdsfodbold efter de flamboyante 90erne og Roger Millas løsslupne dans. Atletiske spillertyper afløste mere boldsikre og kreative skikkelser som Nigerias fabelagtige playmaker Jay Jay Okocha.
En af de atleter var 195 centimeter høje ’Papa’ Diop, der i sine otte sæsoner i engelsk fodbold for Fulham, Portsmouth og West Ham gik under kælenavnet ’Klædeskabet’.
Hans skifte fra Lens til Fulham for 60 millioner kroner, i kølvandet på Liverpool hentede landsmanden og hard hitteren Salif Diao i Sedan for 75 millioner kroner blev startskuddet til, at engelske klubber - andre end Arsenal - gearet med millioner af pund takket være himmelråbende høje tv-aftaler, gik på jagt efter hver deres udgave af ’Klædeskabet’ – den afrikanske Patrick Vieira.
Europæiske talentspejdere trak og trækker trawl i mindre franske klubber og det afrikanske kontinent efter den fysisk stærke, mørke spiller på netop de positioner, hvor muskelmasse er vigtig – stopper-pladserne, 6’eren. Talentakademier knopskyder i Ghana, Cameroun og Nigeria, hvor unge afrikanske drenge målrettes de to lukrative defensive positioner samt angrebspositionen, der alle dage har været en økonomisk attraktiv plads at ’producere’ til.
Konsekvensen er aflæselig på holdopstillingerne med et markant fravær af spillere på højeste niveau på backerne, kanterne og stort set ingen kreative offensive midtbanespillere. Der er verdensklassespilleren Yaya Touré, der som hybrid mellem en oprydder og en playmaker, skiller sig ud, men ellers er de defensive midtbanespillere kvalitetsmæssigt i overtal. Og Romas Gervinho er vel verdensdelens bedste bud på en habil kant – afrikanske kantspillere efterspørges ikke længere, og det talentmæssige udviklingsfokus er derfor andetsteds. Playmakeren er i moderne fodbold rykket ud på kanten som en intellektualiseret wing – tænk Hazard, Ribery og Messi.
Og når det nu er på de centrale pladser, at holdene er stærkest, så er det som regel også der kampene søges afgjort, hvilket ikke overraskende giver en del pointdelinger. 15 af 24 gruppekampe ved det seneste African Cup of Nations endte uden vinder og som regel efter små-slumrende taktiske træfninger. Det sker nok igen.
De forsvarende mestre, Nigeria, kvalificerede sig ikke, og størst opmærksomhed løber ’Dødens Gruppe’ indeholdende Algeriet, Sydafrika, Ghana og Senegal med. Det er fire af Afrikas absolut bedste hold, der mødes her, og kvartetten er sammen med Elfenbenskysten forhåndsfavoritterne, men hold øje med ø-nationen Kap Verde, der blot tæller en halv million sjæle. De er med for anden gang i træk, og har et tydeligt spillemæssigt koncept skåret over kontraspil båret frem af hæderlige kanter. Det som Europa ikke efterspørger, men det kan tage miniputterne langt.
