Det ville have været historisk urimeligt, hvis det eneste, der stod tilbage om Morten Wieghorsts fyring som cheftræner i AGF var, at træneren ikke lavede gode nok resultater og derfor måtte ud.
Og det er så heller ikke tilfældet efter i dag, hvor vi på BT sporten kan afsløre nogle af de forhold, der var med til at gøre relationen mellem de øverste ledere i AGF så dårlig, at tiden kun arbejdede i retning af et brud.
Det blev Morten Wieghorst, der måtte vige pladsen i den klub, hvor han halvandet år tidligere blev ansat som et enormt prestigeprojekt i genopbygningen af et nyt AGF.
Sparket ud af trænerkontoret blev begrundet med skuffende resultater.
Der gik dog ikke mange timer, før dårlige samarbejdsrelationer mellem Wieghorst, sportsdirektør Jens Andersson og direktør Jacob Nielsen stod lysende klare i alt, hvad der blev sagt både direkte og mellem linjerne omkring AGF.
Det er blevet anført, at det var så godt som dømt til at gå galt i AGF, da bestyrelsen i sin tid først ansatte Morten Wieghorst for senere at hente direktør og sportsdirektør til klubben. Men i debatprogrammet ’Fodbold med Horup’ på TV2 Østjylland fortalte AGFs bestyrelsesformand, Lars Fournais, tirsdag aften, at det faktisk ikke forholdt sig sådan. Han havde samtaler med Wieghorst og Nielsen samtidig over sushi og vin, og her blev der nikket til samarbejdet, inden nogen havde skrevet under – ja, det blev endda skrevet ind som en præmis i Jacob Nielsens kontrakt, at Wieghorst blev træner.
Men hvad der begyndte som sushihygge og et fælles blik for det spændende i ’Projekt AGF’ udviklede sig ifølge vores kilder til en relation, der var iskold mellem ikke mindst Jacob Nielsen og Morten Wieghorst.
Nielsen lagde for med at fyre scouten Erik Larsen, som Wieghorst havde bragt til klubben og lært at kende fra samarbejdet med Michael Laudrup. Et kraftigt signal. Og relationens dødsstød blev altså den bytur, som vi beskriver i dag, hvor Jacob Nielsen, efter oprykningen til Superligaen var sikret i sommer, valgte at gå med AGF-truppen ud i nattelivet. Her endte han i sammenstød med AGF-profilen Jens Jønsson.
Er det ikke som om, at vi har hørt historien før fra AGF?
Klubben har en grim, men farverig historik om slagsmål til træning og overtænding til julefrokost.
Desto mere himmelråbende uprofessionelt er det, at en ny ledelse, der skal skabe troværdighed om sit arbejde med at bygge fremtiden, bringer sig selv et sted hen, hvor den bliver en del af historien om endnu en AGF-skandale.
Og ja, det er en skandale, at en direktør ender i så meget ballade med en spiller, at det kræver en undskyldning og koster den sidste respekt mellem direktør og træner.
For netop den tabte respekt efter byturen er i den grad også historien om, hvad der er foregået i AGF det seneste halve år, og grunden til, at man allerede for længe siden gik i gang med samtaler med Glen Riddersholm for at gøre ham til klubbens næste træner.
De samtaler er i en og samme bevægelse et ucharmerende snigløb på Wieghorst og et stykke ansvarligt ledelsesarbejde, at man gør sig umage med at finde en dygtig afløser.
Det tror jeg bestemt, at Glen Riddersholm er. Jeg oplever ham som vildt passioneret, krævende og nysgerrig på at flytte sine fodboldhold og klubber.
Men han må være bekymret over at læse dagens historie om, hvad AGF (stadig) er for en størrelse.
