KOMMENTAR
Tag spids og øg derfra, lyder et godt råd, som de gamle olympiske helte blev indpisket.
Det råd synes FC Midtjylland at have hørt og fulgt.
Inden forårssæsonen begyndte havde FCM otte point ned til FC København på andenpladsen og ni point til Randers på tredjepladsen.
»Fik de gummiben - igen?« blev der gisnet og provokeret. Det var trods alt kun tre kampe, hvor FCK skulle vinde, mens FCM ikke vandt, og de skulle jo også mødes en gang indbyrdes.
Vanskeligt javist, men langt fra hverken utænkeligt eller umuligt for FCK, der oven i købet viste skræmmende styrke i sine første forårskampe.
Randers lignede også et hold, der ville mere end bare 'lege med' efter at have spillet FC Nordsjælland ud af egen kunstbane i første kamp.
Men status efter seks kampe i forårssæsonen er, at FCM har øget føringen til FCK på andenpladsen med tre point og med ni point (!) til tredjepladsen, hvor Randers - sin meget magre forårshøst til trods - stadig befinder sig.
I forårets første seks kampe har FCM scoret næsten tre gange så mange mål som FCK (20 mod syv), de har scoret hele 21 mål alene efter dødbolde i hele sæsonen, hvor FCK og Randers i alt har scoret henholdsvis 26 og 25 mål i alt!
Undgå at lave unødvendige frispark på den sidste tredjedel, ville man som træner sige for at dæmme op for FCM's dødboldstyrke.
I den mest succesrige udgang på denne deltaktik, ville lidt under halvdelen af målene jo kunne elimineres, men FCM ville selv helt uden sine dødboldmål score mere end de næstmest scorende hold i ligaen...
Så ville den velforberedte træner endvidere diktere 'små professionelle frispark' langt fra eget mål, for ikke at skulle løbe om kap med de eksplosive og direkte spillende FCM-spillere.
Men statistikkerne viser, at ud af målene scoret i åbent spil er 20 af de resterende 28 mål scoret efter possession-baserede angreb...
Når jeg på taktikmøder har forsøgt at gøre mig lidt underholdende på FCMs bekostning, betonede jeg sommetider, at der oftere var tale om 'vildskud end afslutninger', ligesom jeg doserede, at der var 'mere røg end ild', når FCM spillede.
»Hektik« betegnede jeg af og til deres spillestil.
Til mit forsvar må jeg fremføre, at der faktisk var noget om snakken.
Dengang.
For et par sæsoner siden.
Det var også dengang, FCM af en for mig ukendt årsag satte sig for, at det eneste sagliggørende var at spille possession-fodbold.
Det var ikke det, spillerne var bedst til, men de var til gengæld uovertrufne i aggressivt forsvarsspil og lynhurtigt afslutningssøgende angrebsspil.
Det indså ledelsen da også selv med tiden.
De seneste to succesfulde sæsoner har de tilpasset stilen spillermaterialet og ikke omvendt.
I dag får FCM afsluttet ca. hver tredje angreb, scorer over to mål pr kamp i gennemsnit, og får over to point ud af anstrengelserne i snit.
Det er ganske enkelt imponerende!
FCK, som nærmeste forfølger scorer til sammenligning lidt over et mål i snit pr kamp.
Udover de kollektive offensive færdigheder råder FCM også over ligaens topscorer, der demonstrerer, at han end ikke er for fin til at score hattrick mod sine gamle venner. Så hvor man tidligere i sit stille trænersind kunne håbe, at Duncan var ude med en af sine mange skader, er den flanke nu også lukket ned.
FCM har tre af de fem mest scorende spillere på sit hold. Pusic, Duncan og Sylvester Igboun har scoret henholdsvis 15, 9 og 8 mål.
Defensivt er tallene ikke helt så skræmmende, idet kun FCN er dårligere end FCM til at beskytte eget mål af de øverste seks hold, men efter indkøbet at Johan Dahlin er der gået under et mål i snit ind mod FCM.
Det undergås kun af FCK, der blot har tre scoringer i mod i de første seks forårskampe, men som altså ikke magter at scorer tilnærmelsesvis nok til at true FCMs førerposition i tabellen.
Hvad skal man så som modstandertræner stille op. Man kan jo ikke bare strække våben.
Man må gøre sit bedste, det er bare sjældent godt nok mod hedens helte.
