KOMMENTAR
Vinderne skriver som bekendt historien, og det skal Jan Pytlick være glad for.
For det var en smertefuld oplevelse at se det danske landshold humpe sig videre til kvartfinalen ved VM. Et hav af sjuskefejl leverede ingredienserne til et spændende drama mod Montenegro, der var en tand mere sjuskede end danskerne, og dermed gav pladsen mod Tyskland fra sig.
Det havde været en helt anden oplevelse, hvis det sidste kast i kampen var blevet fyret af et halvt sekund før og fremtvunget forlænget spilletid. Nu gik den, og pludselig er det hele rosenrødt.
Jan Pytlick har været en presset mand. Han er blevet mødt med tung kritik undervejs. Både af Anja Andersen, der som genfødt helgen prædiker omsorg, søde ord og nussen på ryggen, selv om hun som træner var tanket op med strittende langefingre og galde. Den del giver ikke megen mening, og da jeg så de afgørende time-outs mod Montenegro, så jeg en træner, der forsøgte at anvise konkrete muligheder til et hold, der var på kanten af massehysteri. Vi har vel også hørt den modsatte kritik - at der gik for meget plenum og Kleenex i den. Jeg kan godt lide, at der bliver råbt højt, når det er nødvendigt.
Hvad man derimod kan anfægte, er det danske angrebsspil. Hvor det til tider ligner indøvede detaljer af høj klasse, er det øjeblikket efter afløst af teknik på begynderstadiet og nærmest tragi-komiske fejl. Det er her, der skal sættes ind i dag og i morgen, inden kampen mod Tyskland onsdag. Og det er da også her, den tungeste og mest substantielle kritik er kommet. For nok er der sket masser af udskiftninger på det danske hold, og Jan Pytlick har lavet det generationsskifte, der var nødvendigt, men at tale om en rød dansk tråd, er straks vanskeligere. Og selvfølgelig vil en dansk landstræner med 15 års erfaring og masser af medaljer blive mødt med krav om at levere toppræstationer, når man tager med i pakken, at håndbold er det klart mest Team Danmark-støttede forbund. Så er det ikke nok at skubbe et kommende VM på hjemmebane om to år foran sig som værende tidspunktet, hvor der skal leveres.
Det er helt naturligt, at der stilles krav. At der er kritik. Selv om håndbold i december er en tradition på linje med brunkager og varm vin med nødder i, så behøver vi vel ikke tage nissehuen på med det samme.
Nu er Danmark i kvartfinalen. Som favoritter. Det er glemt, hvordan vi kom dertil, når boet gøres op. Og det skal Jan Pytlick være glad for. Ellers er mit bud, at han havde siddet så yderligt, at et bump mere på vejen, havde smidt ham af vognen.
