KOMMENTAR

Der bliver heldigvis, og tak for det, forsøgt meget sludder om fodbold, når denne enorme sportsgren har hele verdens opmærksomhed. Og guderne vil i øvrigt vide, at jeg sikkert har skrevet en del sludder selv. Jeg skal ikke være hellig.

Men jeg kan vist melde hus forbi, når det handler om lige præcist den bøvede tilbøjelighed til at lægge et helt spilkoncept død, fordi et par kampe har givet et bestemt resultat. Selv den mest snusfornuftige taktiske opsætning kan falde sammen i fødderne på 11 spillere, der slet ikke kan få noget til at tromme i takt.

Og et genopdaget spilsystem tilsat et par friske dyder er næppe en moderne genistreg, fordi den har skaffet et par hold overraskende succes en enkelt sommer. Der skal mere til, før hele spilfilosofier, det frygtelige ord, og taktiske grundprincipper falder omkuld eller opstår.

Ved VM bliver de taktiske konklusioner allerede kastet rundt, selv om første uge ikke engang er gået. Sådan er VM også. Og jeg anerkender, at det kan være fristende at konkludere, når Spanien - selve symbolbilledet på det både elskede og hadede tiki-taka - taber stort i et gigantisk, historisk kollaps. Og det må også være fristende at sætte dobbeltstreger, når nogle af VMs positive overraskelser indtil videre har haft tre centrale forsvarsspillere til fælles, og derfor alle lidt usædvanligt veksler mellem 3-5-2 og 5-3-2. Mexico, Costa Rica og Holland har især været fremhævet. Så Bob er din onkel. Dér har vi det nye sort. Tremandsforsvaret, som var så skønt i 80erne, og som har været et populært element i Italien i flere sæsoner, eksploderer nu i sit moderne comeback. Den spanske tiki-taka er død. Igen. Hvis jeg lige må rømme mig ..

Det var den nu afdøde tv-kommentator Andrés Montes, der udbredte ordet tiki-taka om spansk fodbold. Han sagde det under VM i 2006, og han refererede entydigt til det spanske landshold, til den spanske fodboldkultur. Han fortalte siden, at han havde ordet fra Javier Clemente, som helt tilbage i 1997 brugte tiki-taka som betegnelse for hele det spanske sistema for fodbold, altså grund-idéen med korte afleveringer og korte løb som en vej til sejrene.

Dette spanske sistema har vundet tre slutrunder i træk og gjort rent bord i en årrække også for U21-landshold. Det spanske sistema, moderskibet for tiki-taka, havde for nylig 31 spillere repræsenteret i Champions League-finalen og Europa League-finalen. Det virker tidligt at aflive det, ikke? Også når man ser, hvordan spillere uddannet i dette sistema mere end nogensinde påvirker succesrige fodboldklubber i hele verden.

Napoli, de italienske pokalmestre, har tre spaniere på holdet. Fiorentina, som tabte finalen i Coppa Italia, har to. I Tyskland vandt Bayern München alt med spansk træner og to spanske spillere. Premier League i England blev vundet af Manchester City, en klub med to spanske ledere i Txiki Begiristain og Ferran Soriano og fire spanske spillere i truppen. Liverpool, sæsonens store åbenbaring i England, har kun tre spaniere i truppen, men dog en manager, som har brugt en væsentlig del af sin faglige opdragelse på at studere spansk fodbold.

Ajax vandt med en manager, der mener at have fået al sin erfaring i Spanien, og hvad havde Benfica mon vundet i Portugal uden den spanske topscorer Rodrigo? De græske mestre fra Olympiakos har tre spaniere på holdet, og både i Club Brugge og hos de østrigske mestre fra Salzburg er der spansk indflydelse i holdets centrale akse. Ja, og Michael Laudrup, tiki-taka i al sin væsen, tager nu tilsyneladende ånden med til Qatar, velsagtens fordi han mener, han har mere brug for penge end faglige udfordringer. Nå, men der er indflydelse fra det spanske sistema i fodbold over hele kloden, i Israel, på Cypern, i USA, i Australien, i Kina og i endda i Brasiliens egen Serie A.

Men kloden rundt synes det under VM at være en medieherlighed at kalde tiki-taka, dette spanske fodboldtankesæt, til guillotinen, fordi FC Barcelona missede det spanske mesterskab i sidste spillerunde, fordi Bayern Münchens groteste dominans blev bremset før Champions League-finalen, og fordi Spanien tabte 1-5 til Holland. Er det virkelig nok til at afskrive en hel fodboldkultur, der vel ikke er set mere indflydelsesrig, siden briterne tog spillet verden rundt? Næppe.

Så inden vi går bananas over, at tre centrale forsvarsspillere med flyvende backs og lidt kontra-omhyggelighed har momentvis mere VM-succes end repræsentanten for en gennem årtier udviklet forkærlighed for det korte pasningsspil, kunne det være en idé lige at hælde bare lidt kold dressing på følelserne. Bevares, det er muligvis ved at være slut for denne generation af spanske landsholdsspillere. Men det spanske sistema bare vinder og vinder fortsat. Spanien møder i dag Chile ved VM. Verdens bedste landshold nogensinde er under pres. Jeg tror, de håndterer det.

Flemming Fjeldgaard er sportsredaktør på Berlingske. Du kan følge ham på Twitter her