Flemming Fjeldgaard, sportsredaktør på Berlingske
KOMMENTAR

England er et landsholdsmysterium. En af fodboldspillets herligste gåder. Ja, eller en afgrundsdyb frustration, hvis man spørger englænderne.

I otte slutrunder i træk har England forsømt at nå længere end en kvartfinale. ’The Three Lions’ er landsholdsfodboldens svar på AGF. Sportslig skuffelse i kombination med et, påstår alle, boblende potentiale, der aldrig nogensinde bliver forløst. England kan i dag i kamp mod Uruguay ryge ud af niende slutrunde i træk, længe før de engelske fans forventer det. Det vil så igen blive kaldt et nationalt mareridt, og en masse begavede mennesker vil igen undre sig over, hvordan det kan lade sig gøre at underpræstere så groft.

Der er gjort hundredevis af forsøg på at forklare problemet med Englands landshold, for det er sært, at det ikke fungerer, når Premier League er klodens mest blomstrende klubturnering. For præcis et år siden var landstræner Roy Hodgson, tidligere landstræner Kevin Keegan og tidligere Manchester United-anfører Gary Neville samlet til en konference, Soccerex i Manchester, for at debattere sagen. Det var sigende, hvordan tre af Englands mest respekterede fodboldstemmer angreb problemet. Gary Neville mente, der var for mange udlændinge i Premier League. Roy Hodgson var mere bekymret over klubbernes opbakning til testkampe. Og Kevin Keegan mente, at A-landsholdet bare manglede nogle generaler på midtbanen.

Det mest populære angreb på England er nu et år senere, at talentudviklingen har været elendig. Det engelske fodboldforbund (FA) har ansat en ny ansvarlig for talentudviklingen, Dan Ashworth, som så siden foråret 2013 har rejst rundt i mediehavet og fortalt, at England aldrig tidligere har haft et blueprint, et harmoneret skriv for arbejdet med nationens talenter. Jamen, det er da pinligt, og så kan man da godt forstå .. Ashworths påstand har den herlige sidegevinst, at han selv fremstår visionær. Men det er alligevel blevet en anerkendt sandhed om engelsk fodbold lige nu, at Ashworth har fundet balladen.

Jeg talte med FC Midtjyllands træner Glen Riddersholm om den påstand. Han arbejdede som U-landstræner for DBU i to år i den periode, hvor England altså ifølge Ashworth arbejdede nærmest i mørke med talenterne. Riddersholm mødte flere gange engelske U-landshold og oplevede altid et præcist, moderne og inspirerende arbejde med de engelske talenter. Der manglede intet.

Englands U17 er regerende europamestre, så opbygningen af den generation kan ikke have været helt håbløs. Riddersholm oplevede derimod på afstand af det hele, at problemerne for England ikke var ungdom, men snarere begyndte i overgangen fra ungdom til senior, hvor spillerne i en Premier League-hysterisk verden af nærmest pervers økonomisk overflod bare blev et nummer, der hele tiden kunne udskiftes.

Et velhavende nummer, ganske vist, med millioner i banken. Men bare et nummer. I en FA-analyse, der er et par år gammel, fremgik det, at over 80 procent af alle de engelske spillere, der får kontrakt, når de er 15 år, er helt ude af betalt fodbold igen, når de er fyldt 21 år. Det bekræfter fornemmelsen.

I klodens mest aggressive fodboldøkonomi har de engelske klubber ikke tid til at vente seks kampe på, at et talent finder sig til rette på kampbanen. Riddersholm nævnte Scott Sinclair som eksempel. Et supertalent, der på dansk pas allerede ville have 50 landskampe. I England er han bare plantet på bænken først i Chelsea, senere i Manchester City.

Der bliver ikke talt meget om curlingforældre, bløde værdier og Generation Y i engelsk seniorfodbold. Englands problem kunne være mere komplekst end som så. Roy Hodgson er landstræner for England. Han bliver kaldt en dinosaurus flere steder i engelsk presse. Men han har dog ansvar for ansættelsen af Dr. Steve Peters, en sportspsykolog, som tidligere har arbejdet med det engelske banelandshold i cykling, Team Sky og Liverpool.

Måske Hodgson er en dinosaurus. Men han har da set, at England ikke bare kan vinde på ’work hard, be strong, tackle hard, never give in.’ England har med Dr. Steve Peters investeret i bløde værdier. Jeg tror også, bløde værdier er en bedre retning at gå for England end at lede efter et par generaler til midtbanen. Problemet er kun, at arbejdet med bløde værdier i sport sjældent er et middel til at nå en hurtig effekt. Og næppe batter alverden allerede i aften.

Flemming Fjeldgaard er sportsredaktør på Berlingske Tidende. Du kan følge ham på Twitter her