KOMMENTAR

Det har været velsignet at få skudt Tour de France i gang. Ikke mere tomgangssnak og ord-rodeo. Ikke mere gæt, gisninger og mavefornemmelser.

Allerede to etaper inde i løbet har vi fået den første styrkeprøve mellem løbets favoritter. Vincenzo Nibali hentede umiddelbart mest ud af en meget hård og 201 km lang etape til Sheffield. Den nykårede italienske mester tankede selvtillid med en etapesejr efter en sæson, der indtil for nylig havde stået i skuffelsernes tegn og bliver med garanti en uhåndterlig størrelse for favorit-duoen Chris Froome og Alberto Contador.

Det mest interessante ved søndagens odyssé igennem endnu en billedskøn del af England, var at se hvordan styrkeforholdet mellem de toneangivende Tour-hold forløb. Både Team Sky, Garmin og Astana kørte med langt større autoritet end Team Tinkoff-Saxo, som overlod Contador til sig selv i finalen. Selv om den 31-årige spanier ellers så ud som om han havde lyst til at præge begivenhederne med samme aftryk, som Jakob Fuglsang (ikke mindst) og etapevinder Vincenzo Nibali fik gjort.

Det er stadig uvist, om ellers solide Team Tinkoff-Saxo navne som Michael Rogers, Nicolas Roche og Rafal Majka kommer til at betale prisen for at have kørt et fuldt Giro d’Italia. Der var symptomer på, at i hvert fald Majka slet ikke er i omdrejninger endnu. Og måske heller ikke kommer det. Den 24-årige polak sluttede godt et kvarter efter sin kaptajn. Og veteranen Michael Rogers måtte også slippe, før det for alvor spidsede til på de sidste fem kilometer.

Bjarne Riis sagde efterfølgende til BTs Jacob Staehelin, at det skete med fuldt overlæg. Og rigtigt er det da, at et langt Tour de France ikke vindes og næppe heller tabes på en kuperet dag i det nordlige England. Der bliver brug for bredde og en homogenitet hele vejen til Paris. Men har Team Tinkoff-Saxo det? Hvis man kender Bjarne Riis’ måde at angribe et cykelløb, er det ved at være fremme i skoene rent taktisk. Vise initiativ og autoritet. Det er ikke at lade centrale ryttere stirre ned i en afgrund af frihed, før det er absolut nødvendigt.

Chris Froome og Vincenzo Nibali havde en lille håndfuld velkørende ryttere omkring sig, nærmest indtil et decimeret hovedfelt kørte under La Flamme Rouge for sidste kilometer. Alberto Contador var ladt alene i stikken. Stærk nok til at klare ærterne selv. Men det var svært ikke at se adjudanternes fravær omkring den spanske Tour-favorit som et symptom mere end et smart taktisk træk.

At Riis måske selv er i tvivl om, hvorvidt der er holdbarhed nok til at stå distancen. I et løb, vi må forvente skal afgøres i tredje og sidste uge, skal man være forsigtig med forhastede konklusioner. Løbet og tiden kan give Riis så meget ret, at han ender med at virke som et visionært geni. Men hvis det hele ramler om ørerne på Contador, hvis den spanske kaptajn kommer til at sidde isoleret og udsat, får Riis en del at stå på mål for. Og Oleg Tinkov sparker hårdt...