Søren Paaske er journalist og dækker dansk og international håndbold på BTs sportsredaktion
Søren Paaske er journalist og dækker dansk og international håndbold på BTs sportsredaktion Foto: Christian Liliendahl

KOMMENTAR

Hvilken nedtur. Hvilket chok. Hvilken helt igennem uventet og voldsom deroute for det danske herrelandshold. Det selvsamme landshold, der i mange år har været en medaljemagnet af de helt store. Et solidt succestæppe at varme sig på i den kolde og lidt triste januar. Det landshold, der notorisk knytter sig høje forventninger til.

Ja, det landshold blev sendt ud af EM på bagdel og albuer efter en gigantisk skuffelse mod middelmådige Tyskland.

Dermed kiksede Danmark stort for anden dag i træk. To kiksede matchbolde mod middelmådige håndboldnationer har de danske spillere smidt væk på 24 timer. Bevares, tirsdagens kamp mod Sverige var som sådan ikke en decideret matchbold, men havde Danmark holdt koncentrationen i det opgør og kørt sejren hjem, havde de været klar til semifinalerne trods onsdagens nederlag på 23-25 mod Tyskland.

Men sådan gik det ikke.

Danmark knækkede, da det spidsede til mod tyskerne. Det virkede som om, frygten for at fejle blev større end troen på egne evner.

Jeg har tidligere skrevet i en klumme, at ’det må ikke gå galt, det går ikke galt’ efter den flotte danske sejr over Spanien i første opgør i mellemrunden, hvor flere - inklusiv mig selv - smed Danmark op som en af guldbejlerne ved EM.

Men galt.. Ja, det fik det. Og danskerne styrtede ned fra deres status som guld- og medaljekandidat. Med et brag, der giver kedelig genlyd i nyere dansk håndboldhistorie. Og jeg er helt ærligt chokeret over, at det kunne komme dertil.

Lad os hoppe ud på bænken. Der sidder landstræner Gudmundur Gudmundsson. Han har nu i sine første to slutrunder forsømt at føre de sejrsvante danskere til semifinalerne. Det er ikke sket siden begyndelsen af dette årtusinde, at det er gået to slutrunder i træk uden dansk semifinaledeltagelse.

Det fortæller noget om, hvilken stabil faktor Danmark har spillet i herrehåndbolden. Men hvad er der gået galt i de her to første slutrunder under islandske Gudmundsson?

Jeg konstaterer, at landsholdet nu flere gange er faldet igennem i en grad, de ikke gjorde under Ulrik Wilbek - mod modstandere, de helt simpelt skal være i stand til at besejre. Modstandere, som ikke har et holdkort, der rummer samme kvalitet som danskerne. Sidste år var det mod Argentina og Tyskland ved VM, hvor det kiksede. Og ved dette EM? Ja, spillerne sagde det selv før mellemrunden: ’Sverige og Tyskland skal vi slå’.

Men det gjorde de ikke.

Og den danske fiasko kan ikke undgå at få spørgsmål til at poppe op omkring spillernes mentalitet, parathed, trænerens formåen, troen på konceptet og fremtidsperspektiverne.

Den pallet af dårligdom burde aldrig være opstået efter et opgør mod et tysk hold, der ikke tilhører verdenstoppen. Hele cremen af dansk herrehåndbold - minus skadede René Toft - mod et tysk b-hold, der er decimeret i sjælden set grad på grund af et skadesmareridt; det skal være en opgave, som danskerne kan løse.

Men det kunne de ikke. Og det er svært at finde forklaringerne lige nu.

Skulle Danmark have taget mere højde i forsvaret for at neutralisere de tyske kryds? Skulle man have prøvet at tage Niklas Landin ud og spille syv mod seks i angrebet, når de gik højt på Mikkel Hansen og Michael Damgaard? Undervurdere Danmark de undertippede tyskere? Undervurdere de svenskerne?

På bundlinjen står, at Danmark ødelagde det for sig selv. I to forsøg. Jeg kan lige her fra min plads i arenaen i Wroclaw ikke huske en større skuffelse i de seneste 10 år - vi skal som minimum tilbage til VM-fiaskoen i 2005 for at finde noget tilsvarende på herresiden.

Den her gør ondt på Håndbolddanmark. Rigtig ondt. Det er tid til selvransagelse hos spillerne. Hos landstræneren. Og også hos Dansk Håndbold Forbund.

SMS

Hitter på Facebook