KOMMENTAR
Når man leger spåkone, risikerer man nogle gange at se dum ud. Og det skal man ikke forsøge at løbe fra. Derfor starter jeg lige med at gengive noget, jeg skrev før Sverige-kampen, hvor jeg var skråsikker på dansk sejr.
’Var det ikke et opgør i en EM-slutrunde, men en spontan kamp i frikvarteret i skolegården, kunne man godt forestille sig, at dem i de gule trøjer fik lyst til at slå op i banen og forsøge sig med en gang ’unfair hold’. Så stor er forskellen på kvaliteten på det svenske og danske landshold anno 2016’, fik jeg skrevet i min klumme i tirsdagens udgave af BT.
Den vurdering viste sig på dagen i Wroclaw ikke at holde stik. Faktisk slet ikke.
Danmark fik det alt, alt for svært mod de undertippede svenskere, der greb deres chance, da danskerne manglede de sidste procenter. Jeg savnede den sidste vildskab, glød i øjnene - ja, helt simpelt bare vilje. Derfor blev det kun til uafgjort 28-28 - og det første danske pointtab i turneringen. Og en stor skuffelse.
En del af det danske fokus op til kampen var at få en god start. Det kan lyde ekstremt banalt, og er det vel egentlig også, men ikke desto mindre har landsholdet haft svært ved i flere kampe - bortset fra opgøret mod Ungarn - at tage styringen fra første sekund. Da Sverige omvendt har været klart bedst i de første 30 minutter, var det et nøglepunkt for det danske trænerteam inden kampen, at spillerne var 100 procent klar ved startfløjt. Og det var danskerne.
Sverige forsøgte at ryste de danske favoritter ved at starte i en noget anden variant end den klassiske 6-0-formation, de normalt spiller, og som danskerne havde forberedt sig på. De gik fra start højt på både Mikkel Hansen og Mads Mensah Larsen og forsøgte dermed at få højre back Mads Christiansen, der er den med mindst offensiv pondus i den danske idealopstilling, til at afgøre tingene på egen hånd.
Det var et friskt træk fra svenskerne. Men det var også et træk, som kiksede. Efter et par angreb var danskerne indstillet på den alternative formation, og med masser af løb uden bold fik de løst det svenske forsvar. Samtidig demonstrerede Gudmundur Gudmundsson også sit skarpe taktiske blik, da han allerede efter ni minutter hev Anders Eggert ud for i stedet at smide Michael Damgaard på fløjen.
Det gav det danske spil en ekstra dimension at få en eksplosiv spiller på fløjen, der kunne lægge et tryk ind i midten af banen, som ingen af de ’normale’ danske fløjspillere kan. Og Damgaard? Han scorede selvfølgelig i sit første angreb. Dog fra fløjen. Og således demonstrerede den danske joker, at han også magter det.
Danskerne var i det hele taget i god kontrol i første halvleg og godt på vej mod en komfortabel pauseføring, men en håbløs undertalsperiode - med dårlige beslutninger fra Mensah og Damgaard - blev tabt 0-3, og derfor var Sverige unødvendigt tæt på ved pausen, hvor lystavlen i Wroclaw viste 15-13 til Danmark.
Den stilling afspejlede ikke klasseforskellen i kampens første halvdel, men det gav svenskerne blod på tanden. Og det gav - desværre, set med rødhvide briller - svenskerne den gejst, som gjorde, at de evnede at hænge på og til sidst levere det overraskende resultat, som ingen sådan rigtig havde set komme.
I den forbindelse må Gudmundur Gudmundsson også kigge indad. Hvor blev hans anden timeout af i anden halvleg? Og hvorfor skulle Mikkel Hansen sidde så længe på bænken? Og skal Mads Christiansen bare være boldflytter i - tæt på - en hel kamp?
Lad os lige slå fast: Danmark kan stadig selv afgøre det med en sejr eller uafgjort mod Tyskland. Og jeg kan stadig ikke rigtig forestille mig, at danskerne ikke selv er i stand til at løse deres del af opgaven og indfri målsætningen om en plads i semifinalerne.
Heller ikke selvom de kiksede mod Sverige. Det tyske hold er mildest talt decimeret. Holdet stillede i forvejen op uden en række profiler, og i deres seneste kamp mod Rusland fik de så skadet deres to største stjerner på holdkortet, Christian Dissinger og Steffen Weinhold. Tysklands landstræner omtaler det selv som et B-hold, han har til rådighed, og opfattelsen i den tyske lejr her i Polen er, at de ikke har noget at tabe.
Det har Danmark til gengæld. Men det må ikke ske. Det ville være en nedtur for herrelandsholdet, som vi skal over ti år tilbage for at finde noget, der kan matche. Kvaliteten, erfaringen og vindermentaliteten skal være for stor til, at det må ske ved dette EM.
