KOMMENTAR

Sepp Blatter er blevet kaldt den største ikke-myrdende diktator i verden. Og en masse andre virkelig grimme ting. Jeg er ikke sikker på, jeg kan finde på noget nyt, men jeg er enig i det hele.

Den mand er en skamplet på sport i almindelighed og fodbold i særdeleshed. En skummel type, der plejer omgang med de værste despoter på denne klode, og som kærligt kalder FIFA for ’familie’, selv om den rette betegnelse ville være ’korrumperet og degenereret rygklapperklub’.

FIFA-præsident gjort til grin efter korruptionsanklager: 'Kære FBI, vi kan få det her til at forsvinde, ikke?'

Arrestationerne af højtstående FIFA-medlemmer i går i Zürich viser alt om, hvor syg organisationen er. Hundredevis af millioner kroner er gået til bestikkelse verden over, lyder anklagen fra det amerikanske justitsministerium, der er gået ind i sagen, fordi pengene har krydset den amerikanske grænse. I løbet af 24 år har FIFA-medlemmer modtaget omkring 650 mio. kr. i ulovlige betalinger, så det kan ikke just siges at være en enlig svale.

Samtidigt har schweizisk politi indledt en undersøgelse om tildelingen af værtsskaberne til Rusland og Qatar, der har været under heftig beskyldning for at bestikke sig til at få VM.

DBU-formand ærgrer sig over FIFA-anholdelser: 'Hvad er det, der er foregået?'

Desværre - og det mener jeg virkelig - lader det ikke til, at Sepp Blatter er blandt de mistænkte. Den snu schweizer formår altid at holde anklagerne på afstand, for det er langt fra første gang, vi hører om enorme summer, der skifter hænder uretmæssigt i FIFA, selv om FIFAs talsmand i går havde den frækhed at kalde det for en god dag for forbundet - fordi der nu bliver ryddet op.

Komiske Ali må være træt af, at nogen tager arbejdet fra ham, tænker jeg. For man kan ikke lade være med at tænke på de undersøgelser, FIFA har foretaget af sig selv. Den seneste af den tidligere amerikanske anklager Michael Garcia, hvis rapport om bestikkelse i forbindelse med valget af Qatar som VM-vært blev holdt hemmelig.

FIFA-præsident tager bladet fra munden - og skyder skylden på de andre

Lige nu ligner det endnu en periode til Blatter, når der i morgen skal vælges ny præsident. Eneste modkandidat er den jordanske prins Ali, der går til valg på at rydde op i organisationen, hvilket er påkrævet, men ikke særligt sandsynligt, fordi Blatter har brugt stor energi på at pleje forholdene til forbundene fra den tredje verden, der reelt afgør valget.

Håbet er, at de iværksatte undersøgelser er det, der skal til for at få losset Sepp Blatter ud. Vennerne i FIFA har for meget at miste, så de lader ham blive som mafiakongen Don Blatterone. Her har jeg langt mere fidus til FBI, for det vil være en sejr for fodbolden, hvis Sepp Blatter ryger ud. Ja, i virkeligheden burde han jo ryge ind.