KOMMENTAR
Der findes masser af sportsfolk, for hvem det at kunne træde lidt i baggrunden og ikke være i fokus, kan være en stor lettelse.
Man skal for eksempel ikke have været længe i et fodboldomklædningsrum for at finde ud af, hvem der er alfa-hanner, og hvem der er grå mus og stille eksistenser. Og man behøver sjældent være den store menneskekender for at kunne gennemskue, at nogle bare hellere end gerne er fri for det ansvar, der følger med at skulle være leder. Det gælder for så vidt også i det civile liv og på enhver arbejdsplads.
Jakob Fuglsangs karriere har hidtil været en historie om at være på vippen til et større gennembrud. Talentet har været der, hovedet er bedre skruet på end hos de fleste. Men man er jo pisket til også at trumfe igennem med de resultater, som skaber det store afsæt mod stjernestatus.
Den nu 29-årige silkeborgenser kørte sin første fulde sæson som professionel landevejsrytter i 2009. Og alt i alt har det været fortællingen om, at den der lever skjult, også lever godt.
I foråret gennemgik det ansete engelske cykelmagasin Cycle Sport de store cykelholds trupper. Og man var ikke blind for den danske etapeløbsspecialist, som dog fik et lidt lunkent forbehold med på vejen.
’Jakob Fuglsang var en hæderlig etapeløbsrytter, som stod i skyggen af brødrene Schleck. Nu er han en hæderlig etapeløbsrytter, der kører i skyggen af Vincenzo Nibali,’ lød karakterstikken.
Det er der meget rigtigt i. Men der er sket noget siden det gryende forår. Jakob Fuglsang er i årets Tour de France vokset fra at være en loyal løjtnant de luxe til at kunne bære mere. Sådan ser det om ikke andet ud efter seks kørte etaper, hvor Fuglsang er sølle to sekunder efter manden i gult. Og hvor eneste hindring for et skud på førerpositionen er, at team-kollega Vincenzo Nibali helt ubetinget er capo, for nu at bruge en mafiøs terminologi, den 29-årige mand fra Sicilien formentlig kender til bevidstløshed.
Jakob Fuglsang har ikke tidligere haft problemer med at rette ind. Han har levet både skjult og godt. Ikke skullet stå alt for meget på mål for resultaterne. Og alligevel kørt sig til en hyre, som hører til i den bedste tiendedel af feltets. Men der brænder tydeligvis en stærk ambition i Fuglsang om at prøve sig selv af på højeste niveau. Fuglsang er ikke en mand, som er født andenviolinist eller en skyggepersonlighed. Dertil er selvbevidstheden alligevel et nummer for stor.
Der skal meget stærke argumenter på bordet for at kunne kortslutte kommandovejene på et cykelhold. Det har Fuglsang ikke mandat til på et mandskab, der for fem år siden var ved at gå op i limningen på grund af et rivegilde mellem Lance Armstrong og Alberto Contador.
