KOMMENTAR
Jeg elsker fodbold. Jeg elsker idéen, og jeg elsker historien, og spillet er så pragtfuldt, at det fortjener et kram. Jeg knuselsker, at et stærkt bygget sammenhold til enhver tid smadrer 11 dygtigere fodboldspillere, der ikke finder rytme sammen. Er det ikke skønt?
Det er lige præcist det bedste, jeg ved både om holdsport og om fodbold. Måske fordi jeg efterhånden indser, at jeg bryder mig mindre om fodbold, når det bliver rigmænd, der leger drømmehold med tegnebogen. Men det er efterhånden det eneste, der foregår. Derfor slår jeg nogle gange mig selv i hovedet, fordi jeg er så håbløs at savne, hvad fodbold var engang.
Det kan ingen bruge til noget, slet ikke mig selv. Jeg er så naiv, at jeg finder, at fodbold i nogen grad mister identifikation og ånd og relevans, når det klart mest afgørende kapløb ikke længere er på banen i weekenden, i træningscentret, i den taktiske innovation, i talentudviklingen, men udelukkende i regnskaberne.
Penge er succes, det er så latterligt banalt. Og det har været banalt i mange flere år, end man bør bryde sig om. Manchester United falder sammen, grundigt endda, og nu gælder det om at samle alle klubbens gode mænd og opsparede goodwill og sammenhængskraft. Nej, pyt med det, vi bruger bare halvanden milliarder kroner på syv spillere, hvoraf flere af dem vist ikke engang rigtigt gider det regnvåde Nordvestengland, men de skal bare have nogle flere penge, og så kører det, og nu kommer Manchester United snart igen.
Jeg savner bare dengang, pengene havde bare lidt sværere ved at bestemme alt. Er det ikke okay bare i dag? Og så er det, at jeg ser FC København købe ind fra højre og venstre og alligevel tabe i Superligaen. De bruger formuer, og alligevel taber de 0-3 til gode amatører fra Hobro og senest med 0-1 i Aalborg.
Nu er det ikke kønt at glæde sig over andre mennesker modgang, men nogle gange bliver fristelsen da for stor. Og så er det, at jeg tilmed ser Brøndby flå spillere ind fra hele verden, mere, mere, mere, og cheftræneren kan dårligt nå at følge med, mens der kommer nye spillere, som bare skal på banen, for klubejeren er i gavehumør, og han giver, for vi skal frem og videre og vinde alting. Og de roder alligevel med det, for det er svært, og Brøndby taber, senest 0-2 på hjemmebane mod Randers.
FCK og Brøndby viser, at det heldigvis stadig er svært at købe sig til sejre selv i lille Danmark. Stærke sammenhold og stærke klubkulturer kan stadig slå tilbage, og det sker hver uge over hele verden, og lige nu sker det i Superligaen, hvor FC Midtjylland, Randers og gudhjælpemig også Hobro ligger bedst til, mens vi nu snart runder sæsonens første fjerdedel.
Jeg elsker fodbold. Især når pengene en gang imellem taber til spillets tradition, og når fodboldhistorier om fundament vinder over historier om enkeltpersoner. Brøndby og FCK skal nok generobre toppen af dansk fodbold engang. Men måske først når de har genskabt klubkulturen?
FC Midtjylland er kommet til penge, og så kan de købe mere, end de har kunnet længe. Men ved I, hvad den virkelige fordel er, når man har penge i fodbold? Det er evnen til at fastholde, hvad man tålmodigt og nidkært har bygget.
FC Midtjylland ligner på mange måder et dansk mesterhold i 2015. For de største penge har lykkeligvis svært ved bare at knuse alting i Superligaen i disse år. Også de største penge bliver nogle gange nødt til at bygge med lidt tålmodighed. Jeg elsker det..
Flemming Fjeldgaard er sportsredaktør på Berlingske. Du kan følge ham på Twitter her
