Kommentar
FC København fik en fin, men ikke prangende start på forårssæsonen. Men det interne pres på Jens Jessens Vej er stadig til at få øje på.
Selv om sidste års sølvvindere ikke spenderede store summer i vinterens transfervindue, har Ståle Solbakken stadig Superligaens med afstand dyreste trup mellem de vantebeklædte fingre.
Det ved nordmanden, og det ved hans ledelse i endnu højere grad.
I gårsdagens kampprogram tegnede FCK-direktør Anders Hørsholt stregerne op for Ståle Solbakken. FCK skal vinde – og FCK skal vinde nu.
Oprydningstiden efter en periode med fejlkøb og flere fyringer på både træner- og sportsdirektørposten må derfor være at regne for overstået.
Mellem linjerne siger direktøren dermed, at Ståle Solbakken har fået alt, hvad han har peget på i supermarkedet. Nu skal det give udbetaling ved kasse 1.
Man kan ikke lade være med at overveje, om det er den rigtige måde at agere på. Om Hørsholt ikke i stedet burde stille sig op skulder ved skulder med Solbakken. Som hans forgængere på direktør-posten gjorde det, første gang Ståle Solbakken stod ved sidelinjen i Parken.
Alt sportslig ansvar ligger hos Ståle Solbakken, så når Hørsholt peger ud i luften med krav, er modtageren ene og alene den norske træner. Han har ikke en sportsdirektør til at agere lynafleder op mod direktionen og i sidste ende bestyrelsen. Nøjagtig som han ikke har en separat stødpude i forhold til spillerne. Presset, Hørsholt lægger, forplanter sig direkte til holdet.
Ståle Solbakken skal vinde nu. Ellers er de høje herrer ikke glade. Nøjagtig samme pres er Thomas Frank under i Brøndby. Måske endda i endnu højere grad.
Forskellen er, at Frank har en sportsdirektør til at hjælpe med at bære byrden. Og heldigvis. For byrden er tung.
I aftes blev den endnu tungere, da ét point i de sidste sekunder blev forvandlet til nul i Aalborg.
Nederlaget til AaB hjælper ikke Frank og Per Rud, der i velgører Jan Bech Andersen har en indlevende bestyrelsesformand, som næppe tøver med at sætte sit eget nye hold, hvis ikke resultaterne kommer – og kommer hurtigt.
Det er måske for tidligt at male fanden på væggen for Team Frank & Rud, der i sin tid blev sammensat af Aldo Petersen. Men netop nu har Brøndby syv point op til den tredjeplads, der med tanke på budgettet og spillerindkøbene på den københavnske vestegn må være et absolut minimum for Jan Bech Andersen.
Rigmanden har investeret tungt i sin hjerteklub. Det har han ikke gjort for at samle på fjerdepladser. Men lige nu er det svært at se ham ende med bedre, når vi rammer juni. FCK fanger Brøndby næppe, så den blå-gule hat skal hænges på Randers FC.
Men her hænger den ikke godt. Det Randers-hold, jeg fredag aften så tromle henover FC Nordsjælland på iskolde Farum Park, lægger sig ikke ned. Heller ikke for Brøndby.
Vi går et forår i møde, hvor guldkampen mellem FC Midtjylland og FC København rummer perspektiver. Også for fremtiden. Det samme kan i den grad siges om kampen om tredjepladsen. Team Frank & Rud er næppe sammen i Brøndby efter sommerferien uden netop dén.
Superligaen er i gang. Både på banen og i de til tider lige så interessante kulisser. Er det ikke herligt?
