Kommentar af BTs cykeljournalist Lars B. Jørgensen.

Ingen er uundværlig. Det er en slags børnelærdom for de fleste, men skal man dømme efter den debat, der rejser sig herhjemme omkring Bjarne Riis og hans fremtid i cykelsporten, skulle man tro noget større og mere guddommeligt var på spil. At landet stander i en slags våde, hvis juli melder sig uden Riis i en symbiotiske sammensmeltning med cykelsporten.

Intet dansk sportsikon når Riis til knæhaserne. Og i den ligning indregner jeg gerne størrelser som Michael Laudrup, Caroline Wozniacki og Morten Olsen, selv om sidstnævnte med sin indsats både som aktiv på det danske landshold og som træner vel godt kunne være i det luftlag.

Men nej. Når danskerne - i hvert fald den halvdel af dem, der bakker helhjertet op om historiens eneste danske Tour-vinder - er der øjensynligt ingen ende på rummeligheden.

Det kan der være gode grunde til. Men en god grund er ikke, at Riis forbrød sig blandt forbrydere, da han i 1990erne tordnede mod verdenstoppen og plantede den eufori, der stadig er i stand til at blive vakt hvert år, når Tour de France sættes i gang.

En god grund er heller ikke, at Riis som holdleder på Team CSC fortsatte med enten at forvente eller opmuntre holdets topryttere til at skyde biokemisk genvej. Uanset hvor meget, de end selv ville det. Eller hvem de var oppe imod.

Undskyld mig, men hvis danskernes moralske pas er sådan indstillet, kan man da blive alvorligt bekymret for landets tilstand, sådan i en større og mere væsentlig målestok.

Helt så galt er det nok ikke.

Når Riis er genstand for mere næstekærlighed, end man kan købe for penge, må det jo handle om noget andet end bare moralsk korrumpering og en ignorant indstiling til rigtigt og forkert.

I disse dage fylder et eventuelt comeback meget i de hjemlige medier. Det er som om juli måned, Tour de France og Bjarne Riis er uløseligt forbundet, og at danskernes mindreværd lilleputmentalitet skal pustes op med et danskejet hold i verdens største cykelløb. Hvis glæden rigtigt skal rulle som på keramiske lejer.

Det er i bedste fald provinsielt. I værste fald udtryk for en historieløs desorientering, hvor man glemmer, at Danmark havde en stolt cykeltradition også længe før Riis rejste sig af asken, hvor der blev kørt både OL- og VM-medaljer hjem. Ofte mod meget hårde odds.

Det handler næppe om andet end følelser, og den slags kan man sjældent argumentere imod med sund fornuft og logik. At forholde sig til sport kan også være at give sig selv lov til at være som barn igen. Tour de France handler om tradition og tryghedsnarkomani. Alle elementerne skal være der for rigtigt at spille. Det er som et lægende lydspor med Jørgen Leths baryton-kommentatorstemme som en sprød cello i Rolf og Ritters ordstrøm.

Selvfølgelig er der plads til Bjarne Riis i international cykelsport. Og når man spørger sig for, får man høfligt imødekommende svar fra tidligere kolleger og ryttere, hvis levebrød altid er til overvejelse.

Set i det lys kan Bjarne Riis virke som en savnet sagnfigur. Men dansk cykelsport eksisterede før Bjarne Riis. Ikke med samme stråleglans, selv om den var falsk. Men mindre kan også sagtens gøre det. Og hverken Tour de France eller cykelsporten generelt lider nogen skade, hvis folk og fæ ellers gider smide sutten. Groft sagt.