Kommentar:

Det var håndbold, når det er bedst og mest spændende. Men det var saftsuseme også et dansk nederlag, når det er allermest bittert. Spaniens scoring til 25-24 i sidste sekund sender Danmark overraskende tidligt ud af VM i Qatar og efterlader landsholdet i stor skuffelse.

Ikke siden 2005 har Danmark måttet forlade en VM-turnering inden semifinalerne. I den mellemliggende periode har Ulrik Wilbek været landstræner. Det er han ikke mere. Landstræneren hedder nu Gudmundur Gudmundsson. Han missede i sit første slutrunde-forsøg at få Danmark frem til medaljekampene.

Nå, lad os ikke gå ned ad den sti lige nu. For kvartfinalenederlaget skal ikke tørres af på Gudmundur Gudmundsson. Jeg undrer mig dog over, at en dårlig Rasmus Lauge skulle have så lang snor, og at Anders Eggert sad på bænken hele anden halvleg. Specielt Lauge blev dyr i slutfasen, da han kortvarigt måtte vikariere for Mads Mensah, der lige skulle sunde sig på bænken efter et slag.

Jeg er godt klar over, at det også er sin sag at sætte en helt kold Bo Spellerberg på banen på det tidspunkt. Lauge ramte bare slet, slet ikke dagen.

Men igen - den her skal ikke tørres af på Gudmundssons ageren som bænkbestyrer mod Spanien. Virkelig ikke.

Selvom kampen var helt lige og først blev afgjort i sidste sekund, synes jeg, at Danmark tabte til et (lidt) bedre håndboldhold. Trods deres forholdsvis tætte kinddans på måltavlen, sad jeg hele tiden med en fornemmelse af, at Spanien havde bare et par gram mere kvalitet i sig, og derfor er det svært at indvende noget imod, at spanierne snupper den semifinaleplads, der fra VMs begyndelse var Danmarks målsætning.

Offensivt var danskerne alt for afhængige af Mikkel Hansen, og det blev for let for Spaniens dygtige forsvar at håndtere. Defensivt løste Danmark i respektabel grad udfordringen med den bastante stregspiller Julen Aguinagalde, som normalt er et ret ustyrligt monster inde på stregen. Men problemet var, at danskerne ikke kunne kontrollere de stærke duelspillere i Spaniens bagkæde - specielt Joan Cañellas drev gæk med forsvaret, og det var ganske symbolsk, at det blev ham, der satte den afgørende scoring ind.

Udslagsgivende blev også Gonzalo Perez de Vargas. Et fremragende flot spansk navn i øvrigt. Men en grimrian af en målmand for de danske landsholdsspillere, der brændte alt for meget på Vargas, som vandt målmandskampen over Landin og Green i Danmarks bur. Og som så ofte før, endte holdet med den bedste keeper med at vinde kampen.

Men det var reelt ikke onsdag aften, Danmarks målsætning blev aflivet. Mikkel Hansen og co. gjorde tingene alt for svære for sig selv med deres indledning på gruppespillet. Selvom danskerne har forsøgt at tale vigtigheden ned i forhold til den missede førsteplads, er virkeligheden, at det er det, der er skyld i, at de onsdag i Qatars ørken skulle op mod et så kompetent hold som de spanske verdensmestre.

Nu kaster vi os lige ud i et kort tankeeksperiment. Hvis holdet havde ramt sit niveau fra start og ikke smidt unødvendige point mod både Argentina og Tyskland, havde det vundet gruppen, og dermed havde Qatar været modstanderen i kvartfinalen. Den kamp tror jeg, Danmark havde vundet. Og så havde semifinalemodstanderen heddet Polen. Deres niveau så vi i gruppespillet. Og vupti så ville Danmark have stået i en finale mod Frankrigs Les Experts.

Det er en masser hvis’er, det er jeg helt med på. Men jeg kan bare ikke slippe tanken om, at Danmark spændte ben for sine medaljemuligheder med sjusk i den indledende gruppe.

Og det er da egentlig ærgerligt.

Nu venter der et par placeringskampe, hvor Danmark skal sikre sig en plads i top syv, så holdet får plads i OL-kvalifikationen. Det må ikke blive et problem. Dertil er den danske kvalitet for stor. Men kvaliteten virker ikke aktuelt til at være på højde med Spanien og Frankrig, der ligner de to bedste mandskaber i verden nu.