KOMMENTAR

Man kan næsten blive svimmel af at tænke på, hvor mange landskampe Christian Eriksen kan nå at spille i løbet sin karriere.

Han er 22 og et halvt år og har allerede 47 A-landskampe i bogen. Dennis Rommedahl, der nåede 126 kampe, havde på samme tidspunkt spillet fem, landskampsrekordholder Peter Schmeichel (129 kampe) havde slet ikke fået debut, og Michael Laudrup havde spillet 37 af i alt 104.

Jo, Christian Eriksen kan blive en af de allerstørste.  Han har alle redskaberne til det. Fortællingerne fra folk, der oplevede landsholdet på træningsbanerne under det frygtelige VM i Sydafrika 2010, var, at man allerede dér kunne se, at han selvfølgelig burde have spillet en betydende rolle.

Fordi han var god nok.

Indslusningen på landsholdet kom lidt senere. Det har ikke været en larmende succes hele vejen. Der har været både en del anonymitet og stilfærdighed undervejs, for mange kampe, hvor de tekniske færdigheder ikke er blevet bragt i spil.

Men glimtene har været der, og der har også været sammenhængende kampe og perioder af så høj klasse, at Eriksen er blevet en selvfølgelighed på det danske landshold.

Det er han også i dag, vil jeg mene. En selvfølgelighed altså, og det bør han også være.

Men hans landsholdsfortælling vil for altid få tirsdagens 0-1-kamp mod Portugal som en hjørnesten. For landstræner Morten Olsen smed i sin evaluering af Portugal-nederlaget alle antydninger af fløjlshandsker i sin vurdering af den danske 10'er.

Portugal-kampen blev på mange måder en streg i sandet for Eriksen som landsholdsspiller. Det blev aftenen, da han endegyldigt blev voksen. Den proces har selvfølgelig været undervejs noget tid, men den kraft og konsekvens, hvormed Morten Olsen satte ord på sine (skuffede) forventninger til Tottenham-spilleren kommer vi ikke til at glemme.

Landstræneren havde brugt natten til onsdag på at gense 0-1-nederlaget til Portugal. Og han havde, da han mødte pressen onsdag formiddag, derfor alle muligheder for - som han ofte har gjort det før - at nedtone og nuancere den overraskende skarpe utilfredshed, han havde ventileret i minutterne efter kampen.

Men Morten Olsen stod fast, og mere end det. Han satte navn på sin kritik. Han mindede om, at topfodbold er en brutal verden, hvor man skal kunne leve med forventninger og kritik, og så smed han altså Christian Eriksen på bordet som en spiller, han forlanger mere af.

Christian Eriksen har ingen rytme. Hverken på landsholdet eller i Tottenham, slog Olsen fast. Og landstræneren kaldte Eriksens to første boldberøringer i anden halvleg for decideret "sløseri."

"Han skal tage fat i bolden og styre kampen. Det må vi klandre ham for, at han ikke gør, og han skal kunne tage den kritik. Det skal han kunne stå for. Det er ikke Ajax mere, det her. Det er ikke udvikling. Ja, han er kun 22 år, men han har været med på landsholdet i fire år," lød det blandt andet fra landstræneren.

Han mindede om, at Christian Eriksen havde fine konditioner for at lykkes i kampen mod Portugal. Han anerkendte, at det måske havde været vanskeligere i de foregående kampe mod Armenien og Albanien, men landstrænerens konklusion var altså den, at Eriksen ikke har fundet det niveau, vi kan tillade os at forvente af ham i nogen af de tre kampe.

Det har Christian Eriksen selvfølgelig alt sammen fået at vide, og det er han i øvrigt enig i, forklarede Morten Olsen også.

Jeg erindrer ikke at have oplevet noget lignende. Olsen har selvfølgelig set masser af skuffende landsholdspræstationer i sine 182 landskampe, men har i udgangspunktet ikke luftet sine skuffelser over for offentligheden.

Ja, han har vel som oftest gjort et nummer ud af netop ikke at gøre dette - at understrege, at det naturligvis er til intern håndtering.

Jeg elskede onsdag formiddag at se en autentisk landstræner, der næsten ikke kunne være i sin krop for alle de uindfriede ambitioner på vegne af landsholdet og en af dets største profiler.

Men Olsen løber selvfølgelig en risiko med sin håndtering af Eriksen. Bliver det denne brutale bedømmelse, der får Eriksen tilbage på sporet?

Det er jeg ...

Ja, hvad er jeg egentlig?

Det er jeg ... spændt på.