KOMMENTAR

Det siges, at modgang gør stærk. For en cykelrytter er det i hvert fald sandt, at de hårde, sure træningstimer i modvind og med vejrliget som en værdig modstander er med til at hærde kadaveret op til en ny sæson. Ingen kommer i topform af lutter medvind og høj sol.

Heller ikke som organisation skal det nødvendigvis være nemt. For Team Cult har overgangen til niveauet lige under de professionelle cykelholds absolutte top været ubarmhjertig. Allerede efter kort tid viste samarbejdspartner Christian Weylandt sig at være varm luft og falske løfter. Minus i regnskabet og alarmtilstand inden første kilometer var kørt.

For nylig fik Team Cult masser af medieopmærksomhed og medfølelse, da materiel og cykler for et millionbeløb blev stjålet under et mindre etapeløb i Frankrig. En episode, som i øvrigt betød, at man måtte trække sig, selv om det lugtede af fine placeringer til at par af det danske cykelholds ryttere.

Karakteristisk nok har det været alt andet end klynk, man har hørt fra Team Cult. Holdets ledelse anført af Michael og Christa Skelde har tværtimod forsøgt at se fremad og holde fokus på det, det handler om – at få rytterne ud at køre i det bedst mulige løbsprogram.

Sammenlignet med de store forhold hos Bjarne Riis og russisk ejede Tinkoff-Saxo er vi på et helt andet niveau både sportsligt og økonomisk. Men det har næppe nogensinde været vigtigere at have et cykelhold med en dansk kerneidentitet til at tage hånd om den hjemlige talentmasse.

I en periode var det Team fakta, der havde rollen som springbræt for mange af de danske ryttere, der siden skulle få fodfæste og skabe sig en prof-karriere. Nicki Sørensen, Lars Bak, Frank Høj og Mikael Kyneb var blandt dem, der fik chancen. Det samme var for så vidt Michael Skelde, som altså nu står i spidsen for Cult-drengene.

Team Cults betydning for fødekæden i dansk cykelsport er ikke blevet mindre af, at Tinkoff-Saxo nu er på russiske hænder og en hovedsponsor, hvis luner kan være svære at afkode. Sikkert er det, at der i de kommende år bliver givet færre chancer til danske ryttere.

Derfor er det også så vigtigt at have et stærkt og sundt alternativ, der som Team Cult kan byde ind med sportslige udfordringer. I modsætning til Michael

Rasmussen og ægteparret Hembos gakkede cirkus er der på Team Cult en ledelse, hvor det at være jordbunden ikke er det samme som at mangle visioner.

Tak for det.