Kommentar

Niels Thorborg er en meget rig mand med en stor passion for OB. I Berlingske Business’ seneste opgørelse er han Danmarks 15. rigeste med en formue på 4,6 mia. kr., ’på grund af sin succes med L’Easy og på trods af sine investeringer i OB’, som Fyens Stiftstidende nogenlunde formulerede det for nylig.

Gennem årene har han angiveligt lagt omkring 200 mio. kr. i klubben, og selvom det ikke er ham, der sidder i direktørstolen eller står for den daglige drift, er det ham, der træffer de store beslutninger. Det er ham, man gerne vil imponere, for ud over at have en ganske markant karisma er det ham, der som storaktionær og bestyrelsesformand både hyrer og fyrer folkene på nøgleposterne og udstikker de overordnede retningslinjer.

Og så er det ham, der bestemmer, hvordan OB skal klare sig. Undersøgelser har vist, at økonomien bestemmer mere end 80 procent af resultaterne forstået på den måde, at de rigere klubber vinder fire af fem kampe over de fattigere.

Derfor var det heller ikke tilfældigt, at OB fra 2009 vandt sølv tre år i træk, efter at Niels Thorborg fra omkring 2007 havde skruet op for lønbudgettet, der i sølvsæsonerne lå på ca. 75 mio. kr., hvilket kun guldvinderne fra FC København kunne overgå.

Gennem sine personlige investeringer var det tillige Thorborg, der holdt budgettet oppe, selvom underskuddene var forholdsvis konstante, men selv meget rige mennesker med meget store passioner for fodbold kan få nok af evige underskud i fodboldklubber, der ikke leverer resultater.

Siden de fede dage har Niels Thorborg sænket budgettet, der er tæt på halveret siden 2009. I dag har sportsdirektør Jesper Hansen næppe meget mere end 40-45 mio. kr. at arbejde med, og selvom det er et pænt Superliga-buget, skal det stadig ses i lyset af truppen og stabens (inklusiv fyrede medarbejderes) lønninger, hvilket ikke giver ham ret meget at arbejde med.

Man kan synes om Jesper Hansens forvaltning af budgettet, hvad man vil, men hvis Thorborg tror på, at den tidligere Horsens-direktør, som han selv hentede for halvandet år siden, stadig er den rigtige i jobbet, bør han overveje kraftigt, om ikke han skal ind og støtte med en skilling i forbindelse med vinterens transfervindue. Det kan godt ligne OBs største chance for at overleve i Superligaen.

Efter tre kampe med Ove Pedersen i spidsen er der endnu ingen tegn på, at truppen har væsentligt bedre kvaliteter end dem, Troels Bech kunne finde. Jeg har i forskellige sammenhænge udtrykt tillid til, at både Troels Bech og Ove Pedersen trods den temmelig svage trup kunne hive OB over nedrykningsstregen, men jeg må da erkende, at jeg begynder at tvivle. Især på, hvorfra målene skal komme, men også på hvem, der ud over Rasmus Falk skal stå for det chanceskabende og kreative spil bagfra. Jeg synes ganske enkelt ikke, jeg kan se dem i truppen.

Tør Thorborg lade den nuværende trup fortsætte, eller skal der mere til? En nedrykning vil koste omkring 30 mio. kr. Spørgsmålet er, om det kan betale sig ikke at investere. Hans beslutning kan være livsvigtig for OB.