Hvis ikke alle med blot den mindste interesse i OB havde en holdning til situationen i klubben netop nu, ville der for alvor være noget galt. Fem Superliga-nederlag i træk, en målscore på sølle 9-13 og blot syv point for 10 kampe er markant dårligere end både klubben, spillerne og dens fans havde håbet på inden sæsonen. Allerede nu virker målsætningen om top-seks langt væk, og det værste er, at løsningen på OBs problemer ligger endnu længere væk.
Som Thomas Helveg siger i sit interview med BT, mangler OB fuldkommen den fynske DNA, den havde for ganske få år siden, da den lignede landets bedste svar på en stabil udfordrer til FC København. Nutidens Thomas Helveg, Chris Sørensen, Anders Møller Christensen, Esben Hansen eller Ulrik Laursen findes ganske enkelt ikke i truppen, og det er svært at se, hvem den næste skulle blive. Den slags tager årevis at skabe.
Og hurtigere går det ikke af, at OB har været igennem en udskiftning, der på ingen måde harmonerer med sportschef Jesper Hansens indledende bemærkninger fra dengang han tiltrådte i 2013, om at han skulle sørge for ’at skabe kontinuitet og en linje i tingene’.
Kontinuitet er et af de sidste begreber, man kan sætte på den periode, der er gået siden. Kent Nielsen er den tredje træner, og udskiftningen i spillertruppen har været så voldsom, at der ikke er en eneste førsteholdsspiller tilbage i truppen, fra dengang Jesper Hansen satte sig i sportschefsædet. Og trods målet om kontinuitet, fortalte Jesper Hansen sidste år til Tipsbladet, at det faktisk kunne være en fordel, at klubben i den sommer, vi nu har forladt, havde 11 spillere på kontraktudløb. Jeg vil gerne forstå Jesper Hansen ret og erkender, at han kan have en pointe i, at en ny træner – det var så Kent Nielsen – kunne have fordel af at sætte sit eget hold. Men mon ikke han havde været mere tilfreds med at overtage en velfungerende trup med en eller to markante lederfigurer og masser af OB-DNA? Jeg gætter på, at svaret ville være jo.
Til Jesper Hansens forsvar tæller, at OB allerede inden hans tid som sportschef var igennem en turbulent periode med store udskiftninger i både ledelse og trup, og at han blandt andet blev sat til at spare penge. Som vi ved er penge en af de vigtigste faktorer for at skabe resultater, så hans forudsætninger var ringere, end hans forgængeres. Men hans svar på vanskelighederne har sandelig heller ikke været imponerende. For at være ærlig er det lige nu svært at se, at han har samlet et hold af top-seks-spillere. Uden at skulle pege på netop tre syndebukke, vil jeg bruge Kenneth Emil Pedersen, Rasmus Jönsson og Anders K. Jacobsen som eksempler. Er de et sted i karrieren, hvor de kan og vil løfte OB for enhver pris? Eller er der en grund til, at Allan Gaarde ikke kastede de nødvendige beløb efter dem for at beholde dem i Aalborg?
Jeg tør godt sammenligne OB med Sønderjyske, der gennem en årrække har forvaltet et lønbudget, der var lavere eller i gode perioder på niveau med fynboernes. Der har man vist, hvordan det kan lade sig gøre at skabe en trup med talent og dedikation selv med et lille budget. I den sammenligning ligner OB en hovedløs hønsegård, og som tiden er gået, er kontinuiteten kommet længere og længere væk. Paradoksalt nok eftersom tid er kontinuitetens bedste ven. Hvis man forvalter den rigtigt.
