I månedsvis er forholdet mellem DBU og landsholdsspillerne blevet værre og værre. Strandede forhandlinger og en voldgiftssag om historiens mest horrible landsholdsaftale havde nok antydet, at DBU-ledelsen og spillerne ikke ligefrem var bedstevenner, men i et opsigtsvækkende interview med Jyllands-Posten kunne anfører Simon Kjær og viceanfører William Kvist mandag løfte sløret for, at forholdet er mere betændt, end de fleste af os nok havde forestillet sig.

Så dårligt er klimaet mellem parterne, at selv det nyetablerede samarbejdsudvalg, der skulle skabe forståelse mellem arbejdsgiver og arbejdstager lader til at være blevet et forum, hvor uenighederne vokser sig større. Hverken formand Jesper Møller eller direktør Claus Bretton-Meyer har ifølge de to landsholdsspillere været med til møderne, der typisk ligger i begyndelsen af landsholdssamlingerne, men som spillerne i efteråret aflyste inden kampen mod Kasakhstan, fordi de ikke mente, det var værd at bruge kræfter på før en vigtig kamp. Nej, værre endnu:

De følte, at DBUs repræsentanter (der angiveligt ingen beslutningskraft har), sagde et, hvorefter der skete noget andet. Det er ikke så godt for et samarbejdsklima.

Kritikken af DBU kommer, efter at Claus Bretton-Meyer i samme avis havde skrevet en kronik, hvori han havde forklaret sit syn på sammenhængskraften i dansk fodbold, hvor integration, forbedrede vilkår og forøget livsglæde i udsatte boligområder hænger direkte sammen med et mål af Christian Eriksen for landsholdet i Parken. Altså om forestillingen om DBU som en stor enhed eller familie, om man vil.

Simon Kjær og William Kvist ser landsholdet og DBU som to parter med forskellige interesser, hvor »det føles, som om at nogen i DBU har et mål om, at vi ikke kommer til (VM i, red.) Rusland,« som William Kvist siger det i Jyllands-Posten.

Hvis I har læst mine klummer, vil I vide, at jeg både har været kritisk over for DBU i forbindelse med landsholdsaftalen, som vi her på BT som de første kunne dokumentere ikke ville spare DBU for de påståede 17 procent, men derimod blive dyrere, samt over for spillerne og Spillerforeningen, som i min optik ofte har været unødvendigt aggressiv i sin kamp for spillernes rettigheder. Selv karakteriserer Claus Bretton-Meyer det hele som et trekantsdrama mellem »Spillerforeningen, spillerne og os (DBU, red.)«

Skulle man have hele billedet af et fodbold-Danmark i intern splid, kunne man tage klubberne og Divisionsforeningen med i et fir- eller femkantsdrama, efter at de sidste år blev så rasende over DBUs ageren, at de endte med at kræve og få selvbestemmelse over Superligaen og divisionerne. Klimaet er simpelthen så dårligt i dansk fodbold, at de mange gode tiltag ikke blot forsvinder i den offentlige debat, hvor det som regel er hullerne i osten, der bliver fremhævet, som DBU-bossen sagde i et DR-interview for nylig, men også mister deres fulde potentiale.

Hvordan skal DBUs glimrende tiltag for at fremme pige- og kvindefodbolden lykkes, hvis ikke parterne kan samarbejde om at føre dem ud i livet? Hvordan skal de glimrende initiativer om at skabe en sportslig vision for dansk fodbold og de forholdsvis mange penge (i alt ca. 10 mio. kr. årligt til bredde og elite) blive brugt hensigtsmæssigt, hvis ingen ønsker at gå i samme retning?

Mens Danmarks landshold er drattet to pladser ned ad om året gennem de seneste 15 år og nu ligger og roder som nummer 47, skændes parterne og kan ikke engang finde ud af at samarbejde i et samarbejdsudvalg. Det er jo efterhånden grotesk. Hvis nogen af et ærligt hjerte kan sige, at de vil det bedste for dansk fodbold og ikke blot for sig selv eller sin forening, er det nu, de skal række hånden op og træde frem - eller tilbage. Det nuværende persongalleri lader til at slæbe for mange sager rundt mellem sig til at kunne løse problemerne selv.