Historien om fodboldåret 2015/16 bliver historien om Leicester. Om ingentingsklubben, der vandt alting og trodsede alle de markedskræfter, der er blevet en lige så stærk kraft som alle de parametre, der ellers har deres meget mere naturlige plads i spillet: det tekniske, det taktiske, det mentale.

Leicester vandt mod alle pengelogikker, og jeg tror, man skal have været tilhænger af Tottenham for ikke at have fulgt fascineret med. I en tid, hvor vi sæson efter sæson ser de samme otte-ti klubber være størst på både penge og resultater, er det som at få lukket frisk luft ind i soveværelset med Leicester.

Men det her skulle slet ikke handle om Leicester.

Det skulle handle om alt det, der stadig er, som den økonomiske orden har sagt, at det skal være:

Det skulle handle om alt det, der stadig er, som den økonomiske orden har sagt, at det skal være. Paris SG har vundet det franske mesterskab for fjerde gang i træk og i år med mere end 30 point til nummer to. Bayern München har vundet Bundesligaen for fjerde gang i træk. Juventus har vundet sit femte mesterskab i træk i Italien, og i Spanien vandt Barcelona det femte mesterskab inden for syv år.

Og også i Danmark er ordenen genoprettet med FC Københavns danske mesterskab. FCK er størst og rigest i Danmark, og nu er man også efter svære år mestre igen.

Dette var FCK’s 15. titel på 15 år. Det er tal, der fortæller om en storklub, Danmarks eneste. Der er FCK, og så er der de andre.

Og sådan har det for så vidt også været i de senest fem sæsoner, selv om københavnerne kun har vundet to titler. Det er stadig FCK, alle måler sig imod - hvis de da overhovedet tør formulere en målsætning, der handler om at vinde. Det hører vi sådan set kun fra FC Midtjylland.

Dette mesterskab er vundet vildt overbevisende, og det havde Ståle Solbakken brug for efter nu på fem og et halvt transfervindue at have tilført hele 26 nye spillere til klubben. Det er en regulær udrensning af det, han overtog i sommeren 2013, og resultatet lod vente længere på sig, end jeg havde forventet.

 
Zanka og FC København kan nu ånde lettet op og kalde sig danske mestre i Superligan. Se de forløsende billeder!
Vis mere

Og det handler selvfølgelig også om, at der også blev skudt forbi på vejen mod guldet. Tænk på de summer, der blev investeret i navne som Steve De Ridder, Franco Mussis og Andreas Cornelius.

Men ikke mindst op til og i denne sæson ramte FCK transfermæssigt spillere, der har flyttet klubben markant i forhold til konkurrenterne og markant i forhold til at vende tilbage til det sted, man var, sidst Solbakken var i klubben. Santander, Kusk, Verbic og Johansson er de gode eksempler.

Jeg tror ikke, jeg husker at have været med til at skrive om en ny dansk mester i fodbold, uden at vi har kredset rundt om klassiske spørgsmål om, hvem der skal kunne udfordre denne mester, hvor stærk mesteren er i et historisk perspektiv, og om mesteren kan klare sig i Europa. Skal vi tage dem et af gangen.

1) FC Midtjylland er stadig det bedste bud på konkurrence til FCK, men Midtjylland er udfordret af, at man dårligt nok bevæger sig fremad lige nu, og det gør FCK. Muligheden for at følge med ligger i, at FCK formentlig kommer til at sælge Nicolaj Jørgensen og Thomas Delaney. Uanset hvad det får FCK til at gøre på transfermarkedet, bliver det svært ikke umiddelbart at blive lidt svækket, hvis det sker.

2) Dette er et godt mesterhold - og ja, Solbakken, I spiller også ret godt på de bedste dage. Men det er ikke meget bedre end FCM for et år siden, og vi er også i laget under ikoniske mesterhold som Brøndby i 1998, FCK i 2011 og AaB i 1999. Synes jeg.

3) Men - og det bliver så svaret på det sidste spørgsmål og udgangsreplikken - det er en indiskutabelt god ting, at FCK efter sommerferien er Danmarks repræsentant i Champions League-kvalifikationen. Ingen er så meget som i nærheden af at have bedre forudsætninger for at gøre det godt her.