FC København er færdig i Champions League, men kan med en vis værdighed – men også med en snert af ærgrelse – træde ind i Europa League efter nytår. Sejren i Brugge viste for anden gang klasseforskellen mellem de to hold, og med ni point efter de seks gruppespilskampe kan vi da konstatere, at FC København blev den bedste af de otte treere, og at holdet med det pointtal var gået videre fra flere af de andre grupper.

Kan man i det lys tillade sig at være skuffet over ikke at være blandt Champions Leagues sidste 16 klubber? Det synes jeg ikke. Skuffelse følger uopfyldte forventninger, og havde man større forventninger, vil jeg påstå, man var naiv.

Hvorfor kan man så tillade sig at ærgre sig? Det kan man, fordi ærgrelse følger de bristedeforhåbninger, og forhåbninger kan man i princippet altid have. I dette tilfælde vil jeg påstå, at man kan tale om begrundede forhåbninger. Kvalificeret ærgrelse, om man vil.

Selvom FC København både var seedet sidst og har det laveste lønbudget af de fire hold i gruppen, udviklede kampene sig på en måde, hvor man især mod Leicester kunne argumentere for, at de danske mestre havde fortjent at besejre de engelske, hvis man hører til dem, der mener, at fortjent og ufortjent er begreber, der hører hjemme i fodbold. Uanset hvad, ved I, hvad jeg mener.

Har man ikke den samme økonomiske formåen som modstanderne, må man slå dem på parametre som kontinuitet, erfaring, taktisk dygtighed og held. Her har FC København mod Leicester og Porto ikke haft de procenter mere af det hele end deres modstandere, der har kunnet kompensere for deres ringere muligheder for at købe sig til bedre spillere. Det nødvendige held til eksempelvis at have hele truppen fit, hvilket der er brug for, når man ikke kan konkurrere med modstanderne på kvalitetsbredde i truppen, manglede, da Andreas Cornelius og Federico Santander blev skadet før Porto-kampen i København. Her var den oplagte afløser ikke klar, og selvom der er grænser for, hvor mange kvalitetsspillere man kan have i en Superliga-trup, tør jeg godt kalde det en svaghed, at FC København ikke havde spillet en blot tilnærmelsesvis lige så god tredjeangriber ind på holdet. Man kan vel også påstå, at den taktiske overlegenhed til at omstille spillestilen til to helt anderledes angribere heller ikke var til stede i lige det tilfælde. Men vi er ude i flueknepperiet for nu at være poetisk.

Faktum er, at FC København med det laveste af de fire budgetter ikke en eneste gang faldt igennem, blot lukkede to mål ind og helt til sidste dag var med i kampen om andenpladsen. To gange ydmygede de belgiske mestre, to gange spillede lige op med de portugisiske og kun tabte en eneste kamp – til de forsvarende engelske mestre. Et hold, der i aftes lod Porto køre sit reservehold over i en ikke ret ædel affære, hvor Claudio Ranieri havde skiftet hele holdet ud i forhold til weekendens kamp i Premier League. Jo, jo. Leicester havde jo selv spillet sig til de point, der allerede inden kampen havde sikret holdet førstepladsen og retten til at gøre, hvad de ville.

Personligt vil opgørene mod Leicester for mig stå tilbage som de ærgerligste. Det var i dem, FC København skulle have spillet sig videre fra gruppen.

Nu ender man i Europa League efter en tredjeplads i Champions Leagues gruppespil. Isoleret set en god præstation, som vi tiljublede AaB for i 2008. I en københavnsk 2016-kontekst, hvor de udtalte ambitioner rækker længere og til en fremtid blandt ligeværdige klubber fra andre lande, er det tilladt at ærgre sig.