Skal jeg være ærlig, aner jeg ikke, hvad Niels Thorborg tænker i disse dage. Jeg vil skyde på, at han ærgrer sig over sit elskede OBs aktuelle krise, og at han bruger en del energi på at overveje de muligheder, der måtte være for at ændre situationen. En af de nærliggende vil altid være at fyre træneren, når ens hold ligger à point med nummer sidst i Superligaen og for første gang i klubhistorien netop har tabt seks kampe i træk. Tilmed helt uden at have scoret i de seneste fem.
Det håber jeg så ikke han vælger at gøre.
Det er åbenlyst, at OB er i krise. Målscoren på 9-16 efter 11 kampe fortæller om svagheder i begge ender af banen, og i forhold til forventningerne om top 6 har holdet præsteret langt under. Men jeg håber, at OB-ledelsen holder hovedet koldt og fastholder det overordnede fokus på at komme ud af den egentlige krise.
Den langvarige krise, der begyndte, efter at OB var endt på andenpladsen i 2009 og 2010, hvorpå man valgte at fyre sportsdirektør Kim Brink, cheftræner Lars Olsen og assistenttræner Viggo Jensen. I virkeligheden - skal man tro den daværende ledelse med formand Niels Thorborg og direktør Thomas Christensen som de vigtigste - var krisen på det tidspunkt allerede kommet snigende, og der var brug for at bygge en ny kultur på hårdt arbejde og fynske rødder. Selvom Henrik Clausen i 2011 vandt sølv med det hold, han overtog på fjerdepladsen fra Lars Olsen i december 2010, var det begyndelsen på det endelige sammenbrud. Ikke ansættelsen af ham, men fyringerne af de tre andre. Det blev gjordt i et forsøg på rettidig omhu, men enten skete det for sent, eller også traf man de forkerte valgt i eftertiden.
Resultatet blev to tiendepladser, en ottende- og en niendeplads, masser af udskiftninger i både ledelsen, på trænerbænken og i spillertruppen, skrøbelig økonomi og en miniudgave af den situation, Brøndby, OBs overmænd søndag, var igennem fra 2006 og næsten ti år frem.
Den krise løser man ikke ved at fyre Kent Nielsen, der om nogen har vist, at han har evnerne til at bygge op fra bunden efter at have taget AaB fra næsten-nedrykning til det danske mesterskab. Vi kender historien. Til syneladende havde han i Aalborg en mere leveringsdygtig ungdomsafdeling, end han har i OB, og som det ser ud nu, havde han også en heldigere hånd - eller en sportsdirektør med en sådan - end han har haft i OB. Men først og fremmest havde han tid og opbakning fra øverste sted.
Jeg ved, hvordan han internt i AaB var under pres fra en gruppe spillere, der gik til ledelsen for at få ham verfet ud, men vi ved alle, hvordan det endte. Han skulle ikke verfes nogen steder hen og blev det ikke.
I en Superliga, hvor det er sværere at rykke ud end tidligere (kun en rykker direkte ned, mens to andre skal spille playoff mod klubber fra 1. division), bør der være længere snor til trænerne, end der var før.
Det er ikke mere end fire-fem måneder siden, OB var forårets femtebedste hold, og selvom sommerens transfervindue ikke har gjort OB mere konkurrencedygtig, tror jeg ikke den nuværende placering er retvisende for holdets potentiale. Jeg har svært ved at forestille mig, at Rasmus Festersen og Anders K. Jacobsen ikke skulle få gang i målscoringerne (jeg kunne bedre forestille mig, det ikke skete for Rasmus Jönsson og Thomas Mikkelsen), og defensivt har Kent Nielsen før vist, at han formåede at organisere sig til resultater. Det bliver muligvis aldrig helt godt i denne sæson, men på lang sigt er det ikke Kent Nielsen, der er problemet. Der kunne han meget vel vise sig at være løsningen, og jeg håber, det er en af de ting, Niels Thorborg tænker på.
