På en søndag, der skulle have handlet om Amstel Gold Race og skiftet i terræn og rytterprofiler i forårets række af cykelklassikere, blev vi igen mindet om, at cykelsportens evne til at svine vasketøjet til stadig er så fremragende, at det uundgåeligt bliver ved med at ende på tørresnore til offentligt skue.

I dag skete det, da fransk tv i samarbejde med den italienske avis Corriere della Sera  afslørede, hvad man hævder er mindst syv tilfælde, hvor ryttere har kørt med motorer i cyklerne. Det skal være sket i de to italienske løb, Strade Bianchi og Coppi e Bartali, der blev kørt tidligere på sæsonen.

Mens man har kæmpet en hård kamp mod den konventionelle doping – og formentlig er nået et pænt stykke vej – lurer frygten for, om motoren er blevet cykelrytterens nye måde at snyde på.

Og med afsløringerne i dag ser vi antydninger af dokumentation.

I flere år har cykelsporten og mange af dens følgere latterliggjort ethvert optræk til mistanke og debat om, hvorvidt cykelryttere kunne finde på at bruge motorer – som man i øvrigt også gjorde det i både 90’erne og 00’erne, når offentligheden begyndte at forholde sig kritisk til brugen af medicinsk doping.

Det er egentlig fascinerende, at en sport, der notorisk har været hjemsted for snyd, så dygtigt er lykkedes med på den måde at flytte opfattelsen af problemet fra at handle om potentielle motorer til at handle om afsporede sortseere og kritikere.

Tydeligst var det, da Fabian Cancellara blev bragt under mistanke for med sin højre hånd at aktivere en motor under Paris-Roubaix og Flandern Rundt i 2010. Det står her seks år senere udokumenteret hen, at han skulle have snydt, det skal slås fast.

Men min overbevisning om, at der ikke gøres forsøg på motorsnyd i international cykelsport, er ikke stærk. Vi har set en kvindelig belgisk crossrytter blive snuppet med en motor i cyklen. Der har været tungt fokus på, at toprytterne – heriblandt Alberto Contador – har lagt påfaldende mange cykelskift ind i løbene. Flere topryttere har talt om, at de tror, at der har været cykler i feltet med motorer. Og så bliver rytterne ved med at køre i et djævelsk højt tempo i en sport, de hævder er blevet renere.

Det er ikke beviser på noget, og man kan tro lige præcis, hvad man vil. Og man må gerne kalde mig urimeligt skeptisk og typen, der tager mine kodimagnyler, før jeg har fået hovedpinen, men små 15 års arbejde med cykelsporten har desværre lært mig at tvivle på meget, når vi kigger på en sport, der notorisk har afsøgt alle muligheder for at snyde, og som for længst har skyllet alle fairplay-principper ud.

Derfor er jeg bange for, at gårsdagens afsløringer mere var de første antydninger af et generelt problem end en hysterisk tynd historie i jagten på at gøre cykelryttere værre, end de er.

Gårsdagens afsløringer kan vise sig at blive hældt af brættet med samme skuldertræk, som man plejer, og selvfølgelig er det uendeligt træls for ryttere, der kører med deres ben og kun deres ben, at skulle tage noget så latterligt som motorer i cykelsport alvorligt.

Men fornemmelsen er, at cykelsporten ikke er tjent med noget som helst andet, end at alle tager motor-debatten dybt alvorligt. Troværdigheden er stadig ikke større.

Og Amstel Gold Race? Mange af de helt store favoritter forsvandt forbløffende tidligt ud af billedet, og andre kunne ikke få det struktureret ordentligt. Og ud af den situation voksede årets suverænt største danske resultat med Michael Valgreens andenplads. Vi har ikke haft en dansker så tæt på en sejr i en af cykelsportens klassikere i årevis. Det kommer vi også til at huske dagen i dag for. Trods alt.