KOMMENTAR

Jeg sidder og skriver dette i en hysterisk larm. Jeg er i badmintonhallen, og nede på banen spiller et indonesisk par mod et malaysisk par finale i mixed double. På tilskuerpladserne er der klap og skrig. Og man fejrer både sine egne yndlinges vindere, men søreme også modstanderens fejl.

Der er intet problematisk over det. Det er fint og helt inden for den måde, man ser badminton på.

Tirsdag aften på det olympiske atletikstadion blev der overrakt medaljer i mændenes stangspringskonkurrence. Seancen var en skamplet på OL, som det brasilianske publikum, der sad på stadion, forhåbentlig skammer sig over.

De buhede af den franske sølvvinder, Renaud Lavillenie, da han skulle have sit sølv, og han endte med at stå grædende på podiet. Ikke af lykke, men af forbløffelse og nedtrykthed over det, han oplevede.

Forhistorien er denne: Han havde i finalen været i tæt kamp med den brasilianske stangspringer Thiago Braz da Silva om guldet, og han var i sine forsøg på at springe højere end da Silva blevet piftet og buhet ad fra hjemmepublikummet på stadion, der blæste på alle regler om fair play i form af respektfuld ro, når en atlet skal på. Det fik Lavillenie til at vende tommeltotten nedad mod alverdens tv-kameraer, og han sammenlignede efterfølgende sig selv med Jesse Owens, den mørke sprinter fra USA, der vandt fire guldmedaljer, men blev lagt for had i det nazistiske Tyskland under legene i Berlin i 1936.

Den sammenligning fortrød og beklagede han snart med henvisning til, at han havde været oprevet kort efter konkurrencen. Men han stod i den grad ved, at han følte, at han på urimelig vis var blevet chikaneret i sit forsøg på at gøre sit bedste i konkurrencen.

Og han fortrød ikke sin kritik af et hjemmepublikum, som han kaldte for både ’ondskabsfuldt’ og ’uden respekt.’ Det gentog han sådan set efter sejrsceremonien tirsdag, hvor han kaldte det for ’afskyeligt’. Han blev efterfølgende trøstet af sin brasilianske banemand og af stangspringslegenden Sergej Bubka, hvilket han viste med billeder på sin Twitter-profil, hvor han skrev, at han ikke havde ord for det, han havde oplevet.

Den franske stangspringer Renaud Lavillenie var tydeligt rystet, efter de brasilianske tilskuere havde buhet af ham. Her trøstes han efter at have modtaget sin medalje.
Den franske stangspringer Renaud Lavillenie var tydeligt rystet, efter de brasilianske tilskuere havde buhet af ham. Her trøstes han efter at have modtaget sin medalje. Foto: FABRICE COFFRINI
Vis mere

Det forstår jeg godt. Og alle dem i ledende positioner, der skal tage afstand fra hændelsen på det olympiske stadion, har da også gjort det. IOC’s præsident, Thomas Bach, har kaldt det for ’uacceptabelt’, og talsmanden for legene, der er brasilianer, har sagt, at man på sociale medier vil intensivere dialogen med brasilianerne om, hvordan man er fans på en ordentlig måde. Og han har slået fast, at uanset hvor meget en brasilianer er ved at vinde, er det ikke rigtigt at buhe af hans konkurrenter.

I hvert fald ikke altid vil jeg tilføje.

For der er stor forskel på sportsgrene. Som sagt sidder jeg lige nu i en badmintonarena, hvor man trykker den af i hektisk landskampsstemning. Og må man ikke også godt buhe i en håndboldhal for at psyke det andet holds angrebsspil for eksempel? Jo, det synes jeg da.

Men der er mange uskrevne regler om god opførsel, som man skal lære og forstå, når man er til OL. Blandt andet, at man er stille inden skuddet går til en svømmefinale, at man ikke taler over spillet i tennis, og at man giver atletikudøvere ro til at finde ind i den nødvendige zone.

Passion er skønt. Og det er festligt i Rio, når brasilianerne vinder. Men lad os få lidt klasse med ind over også. Det gør simpelthen ondt at se folk græde af tristhed og sorg over dårlig opførsel på et sejrspodium.

Og skrev jeg ikke, at jeg kunne forstå den folkelige protest mod svømmeren Efimova tidligere under legene? Jo, men her oplevede jeg en protest mod et helt system og mod IOC, som det var rimeligt at ventilere. Men jeg nåede også et punkt, hvor det blev for meget og for barskt mod det ene menneske, at hun skulle stå på mål for alt det alene.