Om tre dage rejser de første danske fodboldspillere mod Rio, hvor landsholdet spiller dets første OL-kamp den 4. august.

Men i dag, onsdag, fik U21-landstræner Niels Frederiksen et afbud fra den spiller, jeg havde glædet mig allermest til at se i Rio, og som jeg med rette mener, vi kunne have kaldt for Danmarks største stjerne i denne sammenhæng: Yussuf Poulsen.

Det er rigtig meget dumt at sige om OL-turneringen i fodbold, og det vil jeg gerne gøre om lidt.

Men mest af alt sidder jeg lige nu med en ganske stærk medfølelse over for Niels Frederiksen. For det er tæt på at være urimeligt, at Yussuf Poulsen vender rundt på tallerkenen så tæt på take off.

For det er en tur rundt på tallerkenen, han har taget efter at have tumlet med tanker. Han er ikke skadet.

Og hvis det, da er ham - og ikke hans klub - der er kommet på andre tanker.

Men skal vi tage hans egne ord helt for pålydende, så er dette Poulsens egen beslutning. Læs engang her, hvad han siger på DBU's hjemmeside:

»Jeg har i den seneste uge haft mange overvejelser og tanker om mine personlige sportslige målsætninger. Efter en dialog med klubben har jeg sammen med dem truffet denne svære beslutning om at blive i klubben for at deltage i klubbens forberedelser til den første Bundesliga-sæson med henblik på at etablere mig som bundesligaspiller.« siger Poulsen.

Det er jo rimelige overvejelser at gøre sig. Men det er for sent at gøre dem. For der er ikke opstået afgørende nyt omkring turen til Rio eller Bundesligaens start, siden Yussuf Poulsen for nogle uger siden var klar til at skulle med.

Så jeg håber næsten, at der skal læses en del imellem linjerne i sætningen »efter dialog med klubben har jeg sammen med dem.«

Der kan godt gemme sig et større pres fra arbejdsgiverens side, end den formulering umiddelbart synes at indeholde. Hvis det rent faktisk er klubben, der har bremset Yussuf Poulsen (hvilket man ikke kan fortænke den i - det gør mindre klubber i Danmark også), så havde det klædt den at stå på mål for den beslutning.

Onsdag blev det også definitivt klart, at en skade gør, at Uffe Bech ikke bliver en del af det OL-landshold, der efterhånden fremstår mere og mere tamt.

Nogle er blevet for gamle, men der er altså kun tre mand med fra det hold, der for et år siden ved EM i Tjekkiet kvalificerede Danmark til OL (Jens Jønsson, Lasse Vigen og NIcolai Brock-Madsen).

Det føltes ret betydningsfuldt dengang.

Selv var jeg ret begejstret for udsigten til, at et dansk ungdomslandshold fik noget værdifuld slutrundeerfaring, men undervurderede tydeligvis alle de interesser, som spillernes klubber har i ikke at give deres spillere en fri til en OL-turnering, som ikke er en officiel del af FIFA's kalender.

Det var min fejl. Og jeg forstår sådan set udmærket klubberne. Selvfølgelig skal Ståle Solbakken bruge fuldt mandskab i aften i Rumænien, og selvfølgelig skal Jess Thorup og Alexander Zorniger det samme i morgen. Det giver fin mening.

Det giver bare ikke så meget mening, hvad vi så egentlig skal med OL. Jeg ser ikke mange - måske kun Lasse Vibe - fra den trup få betydning på det danske landshold de kommende par år.

Så er det ikke rigtig sprødt.

Og så er det, man får lyst til at spørge sig selv, om vi skulle få fodbold væk fra OL-programmet, når det bliver en turnering for andenholdet af ungdomslandsholdet, eller om vi skulle få det lagt ind i FIFA-kalenderen de to uger hvert fjerde år.

Jeg så ideelt set helst det sidste, selv om jeg kender alt til, hvor presset fodboldkalenderen ser ud efterhånden med europæiske kame fra starten af juli.