KOMMENTAR

Som BT kan afsløre, deltager FC København i forhandlingerne om en overnational turnering. Bliver den noget, vil klubben trække sig fra Superligaen, der så ikke længere vil være en konkurrence mellem de allerbedste.

Det vil næppe blive taget godt imod af det øvrige fodbold-Danmark, og jeg ville også selv skulle synke en ekstra gang for at sluge tanken. Jeg har, så længe jeg kan huske, næret en særlig kærlighed til landets bedste række, og Superligaen har for mig og mange andre altid været mere interessant end både Premier League, La Liga, Bundesligaen og Champions League.

Men for FC København, Rosenborg, Ajax, Celtic og den slags klubber er de nationale ligaer ikke nok. De skal spille europæisk for at kunne opfylde deres økonomiske og sportslige ambitioner, hvilket de i fremtiden vil få sværere ved inden for de nuværende strukturer, for alt tyder på, at de største klubber har andre tanker.

Senest så vi ECA (foreningen af europæiske klubber, der styres af Barcelona, Real Madrid, Bayern München og Juventus) presse UEFA til at indskrænke de mindre landes adgang til Champions League, og fornemmelsen er, at de arbejder på helt at bryde med den nuværende turneringsform for at indføre deres egen liga.

Det tvinger mellemklubber som FCK til at tænke alternativt, hvis de også fremover vil have et niveau, hvor de er økonomisk og sportsligt attraktive nok til at tiltrække spillere som Santander, Augustinsson, Okore og Boilesen.

Og det vil de.

Bliver det hele til noget? Det ved jeg ikke, men det er et faktum, at FC København og deres ligesindede ikke kan eller vil leve med den udvikling, de største klubber har sat i gang. Derfor lægger de et maksimalt pres på de øvrige klubber i deres respektive hjemlande, de nationale forbund og UEFA for at få stoppet de største klubbers forsøg på at gå solo.

Lykkes den manøvre ikke, kan en overnational liga bestående af hold, der ikke spiller Superliga, Æresdivision og Tippeliga, blive en løsning. Jo længere klubberne kommer i planerne, desto mere reel er truslen. Og ja, så rykker en overnational turnering tættere på. Det er i grunden ret simpelt.