Der var enormt meget »vi tager lige en dag mere på kontoret« over den måde, FC København i dag vandt klubbens syvende pokaltitel.

Det var ordentligt uden på nogen måde at hæve sig væsentligt op over, hvad man som minimum kan forvente af Danmarks største og rigeste klub. Men det rakte så rigeligt endda mod et AGF-hold, der kom med masser af hjerte, kollektiv kraft og disciplin til Parken, men som ganske enkelt kunne for lidt med bolden.

Da Parken blev stille her til aften sad man tilbage med følelsen af at have set en særlig pokalfinale, men samtidig med følelsen af ikke at have set fodboldspil, der bare antydningsvis rørte ved det spektakulære.

Ja, det skulle da kun være det spektakulært ringe. Så er det sagt.

Men vi levede så udmærket med, at spillerne og kampen aldrig ramte et højt niveau, fordi alt andet ved denne pokalfinale har været mindeværdigt.

AGF-træner Glen Riddersholm fløj i optakten ind i endnu en kærlig omfavnelse af alle de energier, der de senere år er bygget op i hans duelleren med kollegaen og konkurrenten Ståle Solbakken.

»Toparrogant« fik Riddersholm kaldt FCK-attituden, og han holdt stejlt på sin ret til hjemmeholdets omklædningsrum og udskiftningsbænk i Parken. Det er blevet en disciplin i sig selv for Riddersholm at bide fra sig, holde fast og være irriterende insisterende på at have noget at byde ind med i mødet med FCK.

Det klædte optakten til finalen.

Og publikum - badet i en berusende maj-sol - klædte kampen og gjorde resten af arbejde med at gøre denne finale mindeværdig. Jeg tror ikke, at man kan have været i Parken uden at følt, at man fik en fodboldfest af de fineste.

Finaler og pokaler er så meget hverdag, som den slags nu kan blive, i FCK, men for AGF var det første gang i 20 år, at man havde oplevelsen, og de greb den og bar skuffelsen over at tabe med en værdighed, der rent ud sagt var forbilledlig.

Der var heller ikke grund til andet. Der er formentlig ikke meget mere i AGF lige nu, end det man viste i Parken. Selv på en dag, hvor FCK ikke var gode - Glen Riddersholm mente, at det især var AGF’s fortjeneste - var københavnerne alligevel bedst og en fortjent vinder.

Riddersholm, der slider med at vinde sine fodboldkampe, var i sin evaluering af kampen både stolt og glad for præstationen. Og hele oplevelsen skal blive en løftestang for det AGF, han vil bygge, forklarede han.

Han talte om to-tre transfervinduers arbejde, der skal brugs til at sammensætte en trup, der kan det, Riddersholm vil, og som kan gøre AGF til en klub, der finder sin plads blandt Superligaens bedste seks.

Jeg kan godt forstå, at Riddersholm efter uger, hvor Aarhus har været ramt af fodboldkuller, benyttede lejligheden til også at tale tålmodighed ind i projektet.

Der er stadig trupper mange steder i Superligaen, der har bedre forudsætninger end AGF, men ingen af dem  - fraset Brøndby - vil kunne fylde Parken hverken helt, halvt eller kvart. Dét potentiale rundt om AGF blev vi mindet om i går. Men udfordringen i Aarhus er bare den, at det er lige så ustabilt som fodboldholdet, hvilket Ståle Solbakken da heller ikke kunne lade være at stikke til efterfølgende ved at nævne, at der var 3900 tilskuere til holdets seneste hjemmekamp mod Viborg (der var nu 4672).

Men ved I hvad jeg lagde endnu mere mærke til ved Ståle Solbakken?

At nordmanden igen mindede om, at FCK i dag er en anden klub, end sidst han var der. Ser vi antydningen af, at han allerede har sat gang i at dæmpe forventningerne til, om FCK rammer Champions Leagues, ja måske endda Europa Leagues gruppespil?

Han har i hvert fald taget hul på forklaringerne, hvis man løber ind i modgang og kritik på det parameter. Han mindede således igen om, at FCK i dag er en sælgende fodboldklub - Daniel Amartey var igen eksemplet. Og han mindede igen om, at man er oppe mod klubber - og Club Brügge var igen eksemplet - med en helt anden økonomi.

Jeg oplever ikke Solbakken som opgivende over for at skabe et hold, der kan være en faktor i Europa igen. Han tror på, at kulturen er på vej, og at man gennem organisation af både hold og klub kan gøre noget.

Men det var på alle måder afdæmpet at høre FCK-manageren tale om fremtiden på dagen, hvor han hentede sin niende titel med klubben.