Søren Paaske, nyhedschef og håndboldkommentator på BTs sportsredaktion, blogger om dansk og international håndbold.
Søren Paaske, nyhedschef og håndboldkommentator på BTs sportsredaktion, blogger om dansk og international håndbold.
Vis mere

KOMMENTAR

Gudmundur Gudmundsson vil for altid have sikret sig en plads i de danske historiebøger med OL-guldet i Rio. Men udover det har den lille islænding været én stor skuffelse som dansk landstræner.

Det er kendsgerningerne, efter Danmark dummede sig og blev sendt ud af Ungarn i VMs ottendedelsfinaler – tidligere end nogen vel sådan rigtig havde fantasi til at forestille sig på forhånd. Præstationen er da også det dårligste danske VM-resultat siden 2005 og markerer på den måde et lavpunkt i nyere dansk håndboldhistorie.

Efterfølgende sagde Gudmundur Gudmundsson så, at han tog ansvaret for fadæsen, men i øvrigt ikke synes, han har gjort noget forkert... Det forstår jeg intet af. Og så bliver det en mærkelig og ret gratis påstand at fremføre. Vi kan i hvert fald konstatere, at når man kommer til VM som olympiske mestre og ryger ud i ottendedelsfinalerne til et ordinært ungarsk mandskab, for det er det, så er noget gået galt. Over hele linjen.

Der var mange spillere, som underpræsterede. Alt for meget afhang af Mikkel Hansen, som Ungarn dygtigt lukkede ned i anden halvleg. Sekundært var det Kasper Søndergaard og Lasse Svan Hansen, der forsøgte at afværge fiaskoen. Det gjorde rigtig ondt på Danmark, at ingen fandt niveauet i forsvaret – og i særdeleshed, at hverken Niklas Landin eller Jannick Green rakte ud efter de sjove redningsprocenter.

Og hvor var sulten sådan helt generelt? Der tegner sig et mønster af en kultur på herrelandsholdet, hvor man ikke evner at motivere sig umiddelbart efter den helt store succes. Jeg minder om OL i 2008 og 2012, hvor håndboldherrerne begge gange kom som europamestre og skuffede eklatant. Og denne gang var det så i kølvandet på olympisk guld, at tingene slet ikke flaskede sig.

Det er en bekymrende tendens. Den sidste offervilje og ærgerrighed manglede ganske enkelt hos spillerne, og det er ikke godt nok.

Og godt nok var det heller ikke ude på bænken, hvor landstræner Gudmundsson sad. Han underpræsterede også i stor stil. Han var hele tiden taktisk på hælene mod Ungarns landstræner. Forsvaret blev ikke indstillet i den rigtige højde, og offensivt havde han ikke modet til at fastholde det 7-6 spil, som faktisk så ud til at volde ungarerne problemer. For nu bare at nævne et par ting.

Og så var han alt for langsom til at tage sine timeouts. Det er et problem, vi ofte har set i hans tid som landstræner. Pausen havde ikke hjulpet på det danske spil, men alligevel ventede Gudmundsson til langt inde i anden halvleg, før han tog en timeout. Og det rystede mig at se, hvordan han i det sidste minut bevidst trak nogle sekunder af kampuret, før han smed det grønne kort, da Danmark havde bolden ved stillingen 24-26 og skulle bruge et hurtigt mål. Det var en helt skæv vurdering.

Islændingen forsøgt blandt andet at forklare derouten med, at danskerne var pressede på ressourcer. Den køber jeg ikke. Danmark bryster sig normalt af at have en enorm bredde i herrehåndbold, og så skal småskader til spillere som Mads Mensah og Lasse Andersson ikke sende landsholdet i sænk. Der er jo – med al respekt – ikke tale om Mikkel Hansen, Niklas Landin og René Toft Hansen.

Dette er Gudmundssons afsked med landsholdet på den helt store scene. Nu mangler blot et par EM-kvalkampe i foråret mod VM-bødlerne Ungarn, og så er det ud med islændingen og ind med Nikolaj Jacobsen. Og det er en tiltrængt luftforandring, der nu skal ske. Selvom der har været bedring i forholdet siden OL, er det klart for enhver, at forholdet mellem spillerne og Gudmundsson aldrig nogensinde er blevet sådan rigtig hedt.

Sort på hvidt har Gudmundsson nu i sin regeringsperiode leveret det dårligste VM-resultat i 12 år og den dårligste EM-placering i 16 år. Han har trods et meget potent spillermateriale blot vundet én medalje ved fire mesterskaber, og VM-exit’en i det franske står som et pinligt punktum for ham.

Gudmundsson vil altid have sit OL-guld. Og det vil Danmark også. Men skal vi være hårde, har islændingen heller ikke bragt andet positivt til dansk håndbold i de tre år, han ender med at være landstræner.