Søren Paaske, nyhedschef og håndboldkommentator på BTs sportsredaktion, blogger om dansk og international håndbold.
Søren Paaske, nyhedschef og håndboldkommentator på BTs sportsredaktion, blogger om dansk og international håndbold.
Vis mere

Det var en rodet omgang, vi fik lov at slutte gruppespillet af med set med danske briller. Og så har vi vist ikke overdrevet noget som helst. Danskerne leverede den dårligste indsats ved denne slutrunde i sejren over Qatar, og vi skulle lede langt efter nerve og glød i øjnene på de rødhvide spillere.

Det giver sådan set mening, fordi førstepladsen allerede var sikret inden kampen. Og nu endte det jo alt sammen godt, selv om nederlaget bankede kraftigt på undervejs. Derfor står danskerne og i særdeleshehd landstræner Gudmundur Gudmundsson nu som den helt store sejrherre. Holdet skal toppes til knockout-fasen, og det var det, Gudmundsson så kynisk gjorde ved at holde Mikkel Hansen, Niklas Landin, Kasper Søndergaard og Henrik Toft Hansen på bænken i hele kampen.

Medaljekampene ved dette VM kan sagtens blive afgjort ud fra, hvilke(t) hold, der har flest ressourcer i behold, når vi kommer så langt, og i den henseende står danskerne rigtig godt efter dette gruppespil. Det er rendyrket luksus at kunne spare sine største profiler i samtlige 60 minutter i sidste kamp og stadig komme videre med maksimumpoint.

Men… For der er et men. Jeg er godt nok skuffet over, at de danske reserver ikke kunne bringe mere end det, de gjorde. Jeg havde forestillet mig, at der var mere ærgerrighed hos dem, der fik lang snor i opgøret mod Qatar. Specielt i første halvleg.

En slutspurt efter pausen endte dog med at være nok til en sejr på 32-29, uden det nogensinde blev sådan rigtig inspirerende. At Qatars - skal vi kalde ham uortodokse - målmand havde to redninger på 33 skud, fortæller alt om den uhørt høje fejlprocent, danskerne spillede med.

Nu venter Ungarn så i ottendedelsfinalerne. Ungarerne skuffede og tabte til Hviderusland i den sidste gruppekamp, og dermed lander de på fjerdepladsen i deres pulje – efter netop Hviderusland, Kroatien og Tyskland.

Og hvad mon Ungarn egentlig siger til René Toft Hansens deltagelse i ottendedelsfinalen? Det var i Danmarks kamp mod Ungarn ved Bygma Cup lige før VM, at der var et par situationer, hvor den danske stregspiller kastede sig teatralsk, hvilket fik ungarerne helt op i det røde felt efterfølgende, hvor anklagerne om skuespil haglede ned over René Toft Hansen. Hvad betyder det for hans deltagelse i kampen?

Den afhænger som bekendt af, at modstanderne vælger at give dispensation til, at han må spille med sin udskældte albueskinne. Bærer Ungarn mon så meget nag, at de ikke vil give danskeren den?

Jeg ved det ikke, men mon ikke, der bliver spekuleret lidt over det i den danske lejr?

Rent spillemæssigt viste træningskampen mod Ungarn, at det er et ganske udmærket hold, som har forbedret sig meget i forhold til EM sidste år, hvor Danmark nuste dem imed en overlegen sejr.

Lige nu mangler holdet dog deres største stjerne Laszlo Nagy, som slås med en skade, og det er en stor svækkelse. Men det svæver i det uvisse, om han kommer med til ottendedelsfinalen mod Danmark – og lad os bare slå fast, at det er to meget forskellige hold alt afhængig af, om Nagy er med eller ej.

Uanset hvad er Danmarks olympiske mestre naturligvis favoritter til opgøret, men skal danskerne videre til kvartfinalen, vil det kræve en anderledes koncentreret indsats end i opgøret mod Qatar.

Der er dog heller ingen grund til at tro, at det ikke bliver sådan. Der er så stor rutine på det danske hold, at vi alle sammen burde kunne være rolige i forhold til, at spillerne ved, hvornår de skal skrue op for gashåndtaget.

Og det skal de nu. For det er nu, VM bliver alvor.