Søren Paaske, nyhedschef og håndboldkommentator på BTs sportsredaktion, blogger om dansk og international håndbold.
Søren Paaske, nyhedschef og håndboldkommentator på BTs sportsredaktion, blogger om dansk og international håndbold.
Vis mere

KOMMENTAR: Lige ved og næsten. Men udenfor medaljeskamlen. Den utaknemmelige fjerdeplads bliver EM-facit for kvindelandsholdet efter en rodet bronzedyst mod Frankrig. Og det kan danskerne i høj grad takke sig selv for.

Danmark ødelagde reelt mulighederne for at vinde den første EM-medaljer siden 2004 ved at åbne opgøret fuldstændig forfærdeligt. Tekniske fejl og dårlige afslutninger i hobetal sendte Frankrig i front med 10-3, og det er et stort minus at skulle indhente mod så stærkt et defensivt mandskab som Frankrig. Specielt fordi danskerne – som i semifinalen mod Holland – var i underskud på den fysiske del. Der manglede igen kraft i skuddene og gennembrudene i angrebet, mens bevægelserne i forsvaret blev for langsomme.

Alligevel var der muligheder til at lave et comeback. Frankrig startede godt. Rigtig godt. Men så blev det en smule ordinært mod slutningen af første halvleg, og efter pausen var det bestemt heller ikke en skræmmende præstation. Franskmændene lavede enormt mange tekniske fejl, 16 styks i alt, men det evnede danskerne ikke at straffe.

Det var tæt på i slutfasen, men her viste danskerne, i lighed med kampene mod Norge og Rusland, at de endnu ikke har dræberinstinktet helt inde under huden, når de møder modstandere er fra det allerøverste lag. Et par dumme og unødvendige udvisninger gav lige præcis Frankrig den nødvendige luft, så Stine Jørgensen & co. aldrig kom helt op på uafgjort på måltavlen.

Selvom det selvfølgelig er ærgerligt, er der ikke noget alarmerende i, at Klavs Bruuns landshold endnu ikke har den ultimative kynisme i kampens slutfase. Den slags kommer med rutine for den enkelte spiller og for holdet, og der er stadig et stykke vej, før dette unge danske landshold har den erfaring. Men der er kommet enormt meget værdifuld læring ud af slutrunden i Sverige, og det vil landsholdet kunne trække på i fremtiden.

Og når vi nu er inde på fremtiden: Den ser mere lys og lovende ud, end jeg havde turdet drømme om, før EM gik i gang. Spillere og trænere har tydeligvis et langt bedre samarbejde nu end for et år siden, og vi har set et landshold med et forsvar i topklasse, en stærk mentalitet og begyndende tendenser på den vindermentalitet, Klavs Bruun har arbejdet hårdt på at implementere siden sin tiltrædelse. Danskerne har givet sig selv en svær start og er kommet bagud i de fleste kampe, men de har hele tiden evnet at kæmpe sig tilbage og vist, at der er masser af rygrad i holdet.

Inden der går ren jubel-klaphat i den, er det på sin plads at pointere, at flere nationer har brugt denne slutrunde til at spare nogle stjernespillere, som var slidte efter sommerens OL, eller igangsætte et generationsskifte. Det skal ikke tage noget fra danskernes præstation. På ingen måde. Men det er en nuance, der er værd at tage med, før vi nu ubetinget konkluderer, at Danmark er fast inventar i medaljekampene fremadrettet.

Skal landsholdet blive det – og rent faktisk få en medalje - er det vigtigt, at angrebsspillet får et løft. Ligesom det også er nødvendigt med en større dansk bredde, så Klavs Bruun ikke er tvunget til at spille med en smal stamme hele vejen igennem. Der har været for mange spillere med i Sverige, som landstræneren af den ene eller anden grund ikke har haft den nødvendige tillid til og derfor nærmest har siddet klistret til bænken.

Det betyder, at der er trukket ekstremt store veksler på profiler som Stine Jørgensen, Mette Tranborg og Stine Bodholt, og det er logisk, at netop de tre spillere, som er nogle af de allervigtigste, ikke har ramt deres topniveau i finaleweekenden. Det er der selvsagt ikke råd til.

En bedre brede vil give landsholdet flere taktiske muligheder og mere luft til de bedste spillere i de afgørende sekvenser, og jeg tror i øvrigt også, det vil blive nødvendigt til næste års VM, hvor det generelle niveau sandsynligvis vil være højere end ved dette EM, som ikke gør krav på en plads i historiebøgerne på grund af kvaliteten i spillet.

Men tilbage på bundlinjen står med store, fede bogstaver – og det kan ikke anfægtes – at Danmark har leveret en flot slutrunde langt over forventning. Og vigtigst af alt er optimismen tilbage omkring kvindelandsholdet. Det har været længe undervejs. Men nu er den der. Forhåbentlig for at blive.