Danmark manglede kræfter og kvalitet, og derfor blev det til nederlag. Så enkel er forklaringen på, at Holland knækkede de danske finaleforhåbninger med en sejr, der var mere sikker end de 26-22, som sejrscifrene lød på.
Selvom spillerne efterfølgende ikke for alvor ville købe præmissen om, at de var slidte fysisk, så var den del altså til at få øje på selv fra min plads på nogle af de bagerste rækker i Scandinavium.
Der manglede saft og kraft i skuddene hos både Stine Jørgensen, Anne Mette Hansen og Mette Tranborg. Det var en dansk bagkæde, som præsterede langt under niveau – og vitale Stine Bodholt begyndte også at ligne en spiller med bly i sokkerne. Ja, der manglede lige de sidste procenter over hele linjen.
Og et dansk hold uden fysisk overskud kan altså ikke slå et verdensklassemandskab som Holland.
Nogle vil sikkert påpege, at landstræner Klavs Bruun burde have skiftet noget mere ud undervejs for at undgå så stor slitage hos nogle af sine centrale spillere. Men den kritik vil ikke være fair, for havde profilerne ikke spillet hele vejen igennem, så havde landsholdet aldrig nået til finaleweekenden i Gøteborg.
Skal man være lidt bagklog, var det i virkeligheden ret meget efter bogen, at det endte med nederlag til danskerne. Holland var i sin tredje semifinale på stribe, og tulipannationens håndbolddøtre har oparbejdet en vis erfaring i at stå i medaljekampe, hvor trykket både internt og eksternt er af en helt anden kaliber end til alle andre kampe ved en slutrunde. Den mangler håndboldkvinderne i rødt og hvidt stadig at få under bæltet. Og det kunne ses.
Jeg siger ikke, der havde sneget sig noget selvtilfredshed ind hos de danske spillere. For selvfølgelig ville de gerne i den finale. Og spillerne italesatte netop vigtigheden af, at de ikke måtte være for tilfredse med at være i semifinalen i minutterne efter den imponerende sejr over Rumænien. Men jeg synes ikke, der var det samme 'mord i øjnene' på spillerne fredag aften i Scandinavium som onsdag aften i Helsingborg Arena, da semifinalebilletten blev sikret. Det er det, jeg er mest skuffet over. For netop fuld pedal på energien og en aggressiv attitude er det, som Klavs Bruuns mandskab ellers har udmærket sig med ved slutrunden – og noget, der ligner et fremtidigt varemærke.
Men fredag aften var nervøsiteten og det forkrampede spil lettere at spotte end gnisten i øjnene.
Nederlaget må dog ikke overskygge indtrykket af et flot dansk EM, hvor optimismen omkring kvindelandsholdet har fået en hestesko af de helt store. For Danmark har leveret bedre end forventet i det svenske, det skal vi huske. Og det vil også være tilfældet uanset udfaldet af bronzekampen. Selvfølgelig vil det pynte gevaldigt med en medalje om halsen på de danske spillere, og det vil med garanti også booste holdets selvtillid for fremtiden. Ja, i det hele taget vil det pynte dansk kvindehåndbold at få slutrunde-metal, hvilket jo blot er sket én gang siden 2004.
Og vi skal tillade os at forvente, at danskerne, som ikke er forvænte med medaljekampene, finder gløden frem til søndag, så de igen er klar til at præsentere sig selv med den powerfulde attitude, vi har set vokse fra kamp til kamp under turneringen. Lige indtil den altså var sendt til tælling mod Holland.
