Søren Paaske, nyhedschef og håndboldkommentator på BTs sportsredaktion, blogger om dansk og international håndbold.
Søren Paaske, nyhedschef og håndboldkommentator på BTs sportsredaktion, blogger om dansk og international håndbold.
Vis mere

ANALYSE

Hvordan er stemningen internt på herrelandsholdet efter den store ballade, som fulgte i kølvandet på OL-guldet? Hvem kigger skævt til hinanden i forsøget på at opklare, hvem der står bag lækagen, som endte med at koste sportschef Ulrik Wilbek jobbet? Hvordan er forholdet mellem landstræner Gudmundur Gudmundsson og spillerne, som var så anstrengt under OL? Har Gudmundsson spiller-opbakning til at få sin kontrakt forlænget?

Det er bare nogle af de mange spørgsmål, som hænger over landsholdet, når håndboldherrerne tirsdag mødes for første gang, siden de i august vandt OL-guld med en finalesejr over Frankrig. Og det er de spørgsmål, som er langt mere interessante end EM-kvalkampene mod miniputterne Holland og Letland.

Denne analyse, som er lavet ud fra en lang række samtaler med centrale kilder, forsøger at besvare spørgsmålene og giver en status på herrelandsholdets aktuelle velbefindende.

For det er ikke udelukkende ja-hat og guld-smil, der præger nationalmandskabet. Balladen efter OL-triumfen i Rio kaster stadig skygger ind over landsholdet.

Derfor skal der ryddes op i denne uge, så holdet kan komme på rette kurs inden VM i Frankrig i januar.

Først og fremmest er der lagt op til et internt spillermøde, hvor spillerne skal have talt ud om, hvad der er sket siden OL i Rio. Om hvordan historierne om hemmelige møder med Ulrik Wilbek kunne blive afsløret i BT og på TV2. Det har ifølge mine oplysninger skabt store frustrationer hos flere af OL-guldvinderne, som er irriterede over at se deres historiske bedrift drukne i en mediestorm omkring Ulrik Wilbek.

Guld-glæden gik ganske enkelt et par gear ned, da al snak om olympisk sejr blev overskygget af Wilbek-gate, og hvad der var sagt eller ikke sagt på interne møder i Rio. Samtidig kom så spekulationerne om, hvem der stod bag lækagen og tanker om, hvorvidt man i fremtiden kunne tale med sine holdkammerater, uden at det blev fortalt videre uden for landsholdslejren.

Personligt er jeg spændt på at se, hvordan spillerne og landstræneren kommer ud af denne samling. For det er åbenlyst, at forholdet må være anstrengt. Gudmundur Gudmundsson møder ind til samlingen vel vidende, at hans spillere to gange under OL har diskuteret muligheden for en fyring af ham med daværende sportschef Ulrik Wilbek.

Han ved tilmed, at de har gjort det dagen efter, de fik hængt guldmedaljerne om halsen. Det siger sig selv, der er et massivt arbejde, som skal gøres, hvis den gensidige tillid skal reetableres.

Og hvad betyder det for spillernes respekt for Gudmundur Gudmundsson, at de ved, det i høj grad var deres indgriben, som fik holdet på rette vej i Rio?

Det var dem, der fik Ulrik Wilbek til at råbe en stædig Gudmundur Gudmundsson op, da spillet sejlede i gruppekampene, og spillerne manglede gejst og energi. Det var dem, der ønskede indflydelse på taktikken og sendte Wilbek til Gudmundsson med en række forslag til forbedringer – og samtidig ønskede større ansvar til assistenten Henrik Kronborg i håbet om, at det kunne gøre Gudmundsson mindre stresset på bænken. Noget, spillerne så som et stort problem.

Som jeg hører det, var der pil op i samarbejdet med landstræneren i flere spilleres optik, da OL sluttede, fordi islændingen blev bedre til at lytte til input. Og fordi spillerne havde opfattelsen af, at Henrik Kronborg, som har en stor stjerne hos mange spillere, fik bedre muligheder for at sætte sit aftryk på begivenhederne.

Det helt store problem i træningslejren op til de olympiske lege og i de første gruppekampe i Rio, hvor der virkelig var anstrengt stemning mellem spillerne og Gudmundsson, var nemlig, at spillerne ikke følte, der var tale om et reelt samarbejde med landstræneren.

De følte sig ikke hørt, og uanset hvilke input de kom med, var deres oplevelse, at Gudmundsson fejede det af banen. Derfor skal der næppe – trods det nogle beskriver som en mere lydhør attitude fra Gudmundsson i OLs sidste kampe – mange afvisninger til fra landstræneren, før de sure miner vender tilbage hos spillerne med tanke på den store utilfredshed, der tidligere har været. En utilfredshed, som vel at mærke stadig er så udtalt, at flere spillere har været irriterede over, at Gudmundsson efter OL har udtalt, at han har et godt samarbejde med både spillere og staben omkring holdet.

Det leder os direkte over i et af de andre temaer, som uden tvivl vil præge denne samling. Gudmundur Gudmundssons fremtid som dansk landstræner. Eller mangel på samme.

Forestil jer, at Ulrik Wilbek i sin tid som herrelandstræner havde vundet OL-guld. Han var blevet tilbudt en kontraktforlængelse, inden landsholdet var landet til hyldest på dansk grund. Og statuen af en jublende Wilbek var formentlig allerede blevet opført foran DHFs kontor i Brøndby.

Men Gudmundur Gudmundsson? Ja, han må stadig vente pænt på at få en afklaring på sin fremtid, selvom hans kontrakt udløber til sommer. Han kan sågar se, at ledelsen i DHF har ’ingen kommentarer’ til islændingens fremtid i medierne.

Jeg forstår godt bevæggrundene for, at DHF ikke vil forhandle i pressen, men det havde været forholdsvis omkostningsfrit at tilkendegive en vis interesse i manden, der har sikret det største resultat nogensinde i dansk håndbold. I særdeleshed når nu Gudmundsson selv har rakt hånden ud her i BT ved at sige, at han gerne vil fortsætte i jobbet. DHFs ageren er svær at tolke som andet end manglende interesse.

Som en rutineret træner sagde, da jeg talte med ham:

»Hvis der er én ting, jeg har lært efter så mange år i det her game, er det, at når man ikke får sin kontrakt forlænget umiddelbart efter et OL-guld … Ja, så har man altså ikke noget ønske om at beholde manden!«

Samme følelse sidder jeg med. Hvis DHF var sikker på, at Gudmundsson var den rigtige mand til jobbet, og at spillerne stod bag ham, havde de naturligvis smidt et kontrakttilbud for snuden af ham. Specielt set i lyset af al den polemik og dårlig omtale, som Ulrik Wilbek-sagen skabte. En hurtig forlængelse af Gudmundsson kunne have lagt en dæmper på stormen, pustet liv i guld-minderne og elimineret tvivlen om, hvor DHFs loyalitet ligger.

Nu skriger deres (manglende) handlinger til himlen. Alt imens det islandske håndboldmiljø raser og mener, Gudmundsson bliver behandlet ’respektløst’. Ikke at det er essentielt for DHF – men det siger dog noget om, hvor opsigtsvækkende forløbet egentlig er.

Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke ved noget konkret i forhold til islændingens fremtid. Men jeg ved, at tvivlen omkring Gudmundur Gudmundsson var så stor i DHF før OL, at forbundet lagde en føler ud til i hvert fald én træner med henblik på at afsøge mulighederne for et landstrænerskifte, hvis holdet skulle floppe i Rio.

Derfor vil mit bud også være nu – hvis jeg skal komme med et – at Gudmundur Gudmundsson ikke får forlænget sin kontrakt. Jeg kan konstatere, når jeg taler med landsholdsspillere, at de heller ikke tror på, landstræneren bliver forlænget.

Den manglende spilleropbakning, uenighed om taktikken, hans til tider anstrengte forhold til medierne og den usædvanlige uro, som har kendetegnet holdet i Gudmundssons slutrunder – det kunne se ud til, at det trods OL-guldet er for meget for DHF, som måske drømmer om mere ro hos deres flagskib.

Forbundet døjer med kontinuerlig støj på damesiden, hvor man har set, hvor svært det er at få tingene i balance, hvis uroen først har spredt sig, og selvom der på alle måder er store forskelle på mentaliteten på de to landshold, kan man ikke fortænke håndboldforbundet i at gruble over den del.

Det er en af grundene til, at meget lige nu tyder på, at VM i Frankrig bliver Gudmundssons sidste store opgave for landsholdet.

Men i første omgang venter en mindst lige så stor opgave under denne samling med at genskabe et godt forhold til spillerne og opnå fælles fodslag om fremtiden. I hvert fald den nærmeste fremtid.