Endelig blev det officielt: Nikolaj Jacobsen er ny herrelandstræner fra næste sommer, når Gudmundur Gudmundsson er færdig på posten.
Det kommer næppe som et chok for ret mange, da Jacobsen har været storfavorit til at overtage posten – og her i BT kunne vi allerede i midten af november berette, at aftalen mellem den tidligere landsholdsstjerne og DHF reelt var på plads, men blot manglede underskriften.
I samme moment skrev jeg, at Nikolaj Jacobsen er den perfekte landstræner, og den holdning har ikke ændret sig i den mellemliggende periode. Derfor er det rigtig gode nyheder for dansk håndbold, at han nu har sat sin signatur på en fireårig aftale.
Nikolaj Jacobsen er en fænomenal håndboldtræner, en taktisk begavelse udover det sædvanlige, vellidt af spillerne og velbevandret ud i det kolossale forventnings- og mediepres, der er forbundet med at være landstræner for nationens mest populære kollektiv. Og så har han en kompromisløs vindermentalitet. Hvis jeg havde frit valg på alle hylder, kan jeg ikke komme på en træner, jeg hellere ville have i spidsen for Danmark.
Af samme grund fortjener Dansk Håndbold Forbund stor ros for at have set stort på deres eget regelsæt, som ellers dikterer, at landstræneren skal være ansat på fuldtid. Alt andet havde været konservativt og håbløst, men i en verden, der til tider er mere bureaukratisk, end godt er, er det alligevel positivt, at fleksibiliteten har sejret.
Helt forudsigeligt har der allerede været et par kritiske røster omkring deltidsløsningen, og der er sat spørgsmålstegn ved, om Nikolaj Jacobsen nu evner at være en dygtig landstræner, når han i de to første år af sin fireårige kontrakt også skal passe jobbet som cheftræner i tyske Rhein-Neckar Löwen. Nikolaj Jacobsen afviser selv, at det er et problem, og jeg er ligeledes aldeles blottet for bekymringer på den front. Mange andre nationer anvender dobbeltjob-modellen, og jeg kan ikke få øje på et argument for, at det ikke også kan lade sig gøre i Danmark.
Hvis Jacobsen – mod forventning – skulle få problemer som landstræner, vil det i hvert fald overraske mig voldsomt, hvis det skyldes, at han har sin daglige gang i en tysk storklub frem for et DHF-kontor.
Tværtimod vil hans job i Rhein Neckar-Löwen sørge for, at han hele tiden er skarp på bænken. Spørg bare kvindelandstræner Klavs Bruun Jørgensen, der flere gange har forklaret, hvordan rusten indfinder sig, når man som landstræner må nøjes med sjældne optrædener, både når det gælder træning og kamp. Nikolaj Jacobsen vil i de mange kampe i Bundesligaen og Champions League komme til at forberede sig på verdens bedste spillere, og derfor vil han være forberedt til fingerspidserne, når han møder de selvsamme spillere til slutrunderne som dansk landstræner.
Og i forhold til holdudtagelsen. Ja, undskyld mig… Jeg tror altså ikke, at Nikolaj Jacobsen pludselig får svært ved at finde de 16 bedste danske spillere, fordi han ikke bruger store dele af sin vågne tid på at fræse de jyske motorveje tynde for at se håndbold i Silkeborg, Holstebro og Kolding og besigtige landsholdsemner fra tilskuerpladserne. Jeg ved, at han på friaftener lapper al tv-transmitteret dansk håndbold i sig på sofaen i Mannheim, så han skal nok have fingeren på pulsen.
Jeg er med på, at der er noget signalværdi i, at landstræneren en gang imellem kommer på besøg rundt om i klubberne, men man må stille sig selv spørgsmålet, om man helst vil have en mand, der kan sige et par bevingede ord en onsdag aften i en sponsorlounge, eller man vil have den mand, der kan vinde guld til Danmark. Jeg synes ikke, det er et svært spørgsmål at besvare.
Og i øvrigt er det jo vedtaget, at Henrik Kronborg som assistenttræner tildeles en større rolle og derfor overtager nogle af de hverdagsopgaver, en landstræner normalt har. Dermed ligger den del i kompetente hænder.
Ligesom landstrænerjobbet gør det i Nikolaj Jacobsens.
