Semifinale, overraskende medalje-muligheder og et ubetinget succesrigt EM. Eller en lidt la la-fornemmelse og exit på tærsklen til det rigtig sjove. Et af de to scenarier er virkelighed, når Danmark i aften har spillet det altafgørende EM-brag mod Rumænien.
Først runder vi dog lige ganske kort den uafgjorte kamp mod Rusland. Det var forbandet ærgerligt, at det ikke blev til en dansk sejr over de olympiske mestre. Det vil stensikkert irritere både spillere og trænere, fordi det ville være en rigtig fin skalp for Danmarks unge mandskab.
Men fakta er, at det ikke ændrer det store. Kravet er simpelt: Danskerne skal slå Rumænien, og så er de med, når der i weekenden er semifinaler. Samme krav havde gjort sig gældende, selv om danskerne havde fået de to point mod Rusland. Det gør det lidt lettere at acceptere de tvivlsomme dommerkendelser, der var i kampens afslutning - og som faldt ud til russernes fordel.
Nå, videre. Realiteterne er, at danskerne har spillet sig selv i en position, hvor de er én sølle sejr fra at booke en plads i de semifinaler, der virkede fuldstændig urealistiske, da der blev trukket lod til EM-puljerne for godt et halvt år siden.
Men en blanding af skader og afbud hos de andre nationer samt godt dansk spil med et langt højere bundniveau, end vi ellers har været vant til i landstræner Klavs Bruun Jørgensens regeringsperiode, har nu sendt Danmark i en favorabel position.
Danskerne gik ellers ind til slutrunden i Sverige som en ubekendt størrelse. Både for sig selv og for omverdenen. Landstræner Klavs Bruun Jørgensen havde før slutrunden dygtigt talt sit mandskabs muligheder ned for at fjerne noget af forventningspresset fra sine unge spilleres skuldre. Noget, som Team Danmark forsøgte at hjælpe godt på vej med den håbløse ’godkendte målsætning’, der lød på en plads i top 12. Men holdet er trådt i karakter i det svenske, og står altså nu med en medaljekamp-matchbold mod Rumænien.
Og det er en meget velkommen mulighed til at få hævn for landsholdet. Man kan nemlig roligt udnævne østeuropæerne og specielt deres største stjerne Cristina Neagu – mange regner hende for verdens bedste, deriblandt mig selv – som Danmarks onde ånd.
Håndboldkvinderne fra Dracula-landet har i to omgange gjort det grimme ved Klavs Bruun og co. Første gang var ved VM for et år siden, da rumænerne slukkede de danske semifinale-drømme, da de i et overtidsdrama i Boxen vandt med en enkelt pind på et mål i de døende sekunder.
Ved den lejlighed scorede Neagu 15(!) gange og var en helt ustyrlig en-kvinde-hær. I marts udraderede rumænerne så Danmark i OL-kvalifikationen i Aarhus – igen med Neagu som chefbøddel.
Jeg har overværet Rumæniens to kampe her i mellemrunden i Helsingborg Arena. Holdet mangler et par spillere fra sin idealopstilling og er i min optik ikke lige så godt, som de seneste to gange Danmark har mødt det. Men det er stadig et rigtig godt hold, og det vil også være favorit mod danskerne i min bog. Nøglen er – det giver sig selv – Neagu. HendeskalDanmark have styr på i forsvaret.
Og her vil jeg ikke se noget flinkeskole. Jeg vil se ild i øjnene og en vilje til at begå – i håndboldmæssig forstand – mord på rumænernes stjernespiller. Hun skal have så mange hårde tacklinger – både rene og urene – at hun ser sol, måne og stjerner. Ja, hun skal kort og godt have nogle tæsk.
Det kan lyde hårdt, men det er nu engang en del af håndboldsporten. Spørg bare Mikkel Hansen, hvor mange gange diverse klub- eller landshold har forsøgt at kyse ham ved meget hårdt spil. Det er en del af gamet, og der er ikke andet for end at gå til grænsen og lidt over, når man er oppe mod den slags verdensklassespillere. Så er det dommernes opgave at kontrollere det derfra.
Når det er sagt, er jeg med på, at det ikke er nok bare at gå hårdt til hende. Det er Neagu alt for dygtig til. Men det er en start. Og så må vi kunne forvente, at Klavs Bruun efter to kiksede forsøg har en skarpere taktik klar til at håndtere den rumænske stjerne.
Det er dér, nøglen til en overraskende dansk semifinaleplads ligger.
