KOMMENTAR

Det er dagen derpå efter det største crash i dansk Formel 1-historie. Hans far, Jan, og Nicolas Kiesa fik begge et par alvorlige ’huskekager’ i Formel 1, men ingen af dem crashede så voldsomt, som Kevin Magnussen søndag på Spa-Francorchamps.

På en normal omgang runder Renault-raceren 300 km/t på Raidillon-strækningen, og selvom Magnussen fik bremset en del fart af bilen, var sammenstødet med dækmuren voldsomt nok til at udløse en påvirkning på 42 g.

Renault-chef Frédéric Vasseur ville over for BT ikke spekulere i årsagen til ulykken. Måske bliver den aldrig fundet – måske kommer den bare aldrig officielt frem. Men der kan grundlæggende være to årsager: En teknisk eller en menneskelig fejl.

Foto: JOHN THYS
Vis mere

Bilerne belastes voldsomt på dette område af Spa-Francorchamps-banen. Først kører de ned ad en bakke til det berømte og berygtede Eau Rouge-sving, der under normale omstændigheder tages med speederen i bund. Stadig med speederen i bund kører de herefter op ad Raidillon, der er en af de stejleste stigninger i Formel 1-kalenderen. Jeg ved fra Renault-teknikerne, at hastigheden og det pludselige skifte fra at køre ned ad bakke til at køre op ad bakke udsætter bilens hjulophæng for det, de kalder ’ekstreme’ belastninger.

Renault-teamet undersøger utvivlsomt, om det var et brud i bilen, der var årsagen til, at Magnussen mistede herredømmet. Og de skal for sjælefredens skyld helst komme til en entydig konklusion inden weekendens italienske grandprix, der køres på den endnu hurtigere Monza-bane.

En menneskelig fejl fra Magnussens side kan heller ikke udelukkes. Som nævnt tages Eau Rouge/Raidillon-sektionen under normale omstændigheder med speederen i bund. Magnussen fortalte mig inden løbet, at det førhen så legendariske sving på grund af de moderne F1-bilers enorme downforce faktisk er blevet lidt for nemt. ’Men hvis man følger tæt bag en anden bil (der skaber turbulenser, der reducerer den efterfølgendes downforce, red.) og har fulde tanke, er Eau Rouge ikke nødvendigvis fuld speeder,’ sagde han.

Ulykken skete på sjette omgang (af 44) – altså på et tidspunkt, hvor Renault-tankene stadig var godt fyldte. Magnussen lå tæt bag teamkammerat Jolyon Palmer, og den interne radiokommunikation fra Renault-teamet tyder på, at danskeren lagde an til at overhale englænderen. Jeg vil understrege, at det på nuværende tidspunkt er spekulation, men omstændighederne kunne (KUNNE) tyde på en oversatsning.

I alle tilfælde har Renaults 2016-model længe haft problemer med at køre aggressivt over curber (kantsten, red.). Da Magnussen kom ud på curben op igennem Raidillon med omkring 300 km/t, havde han ikke mange chancer for at undgå crashet, for bilen blev omgående ustabil. Vi skal være glade for, at Renaulten ramlede baglæns ind i barrieren, for dermed absorberede gearkasse og motor en stor del af den energi, der blev frigivet ved sammenstødet.

Magnussen var næppe sluppet så nådigt fra et frontalt sammenstød. Da teamkammerat Jolyon Palmer med betydeligt lavere hastighed crashede frontalt ind i dækbarrieren i Monaco, blev det slået hul i ’overlevelsescellen’, og man kunne se ind til englænderens fødder.

Kevin Magnussen tilbragte mandagen med at komme sig over karrierens hidtil værste crash. Han satser på at stille op i Italiens Grand Prix i Monza i den kommende weekend, men skal først igennem et lægecheck hos FIA torsdag formiddag.

Renault-teamet ved endnu ikke, om crashet får konsekvenser for Magnussens startplacering i Monza.