KOMMENTAR

I den bygning, hvor jeg bor i København, er der både en døgnkiosk og en Kina-grill. 100 meter nede ad gaden har jeg et bryghus. Her kan jeg, mens jeg drikker en hjemmebrygget øl, læse en avis, som kun beskriver verdens gang i netop min gade og et par af sidegaderne.

Lokalt er in. Total lokalt er mere in. Hvis jeg mangler en pose lakridser, går jeg selvfølgelig i min lokale kiosk, og får jeg trang til kinesisk, er der kun én mulighed. Grillen i min egen bygning. Det kan selvfølgelig handle om magelighed, men det er også et spørgsmål om loyalitet. Jeg føler et fællesskab og en relation til både min kioskmand, min Kina-grill og bryghuset længere nede ad gaden.

En Superliga, der bløder både tilskuere og seere, har mange problemer. Kampenes kvalitet er langt fra altid epokegørende – og sendetidspunkter og turneringsstruktur er et kapitel for sig. I konkurrence med Champions League, Premier League og alle de andre store, synes Superligaen ind imellem som en Ellert i et Formel 1-løb. Men det er en længere snak til en anden dag.

Superliga-klubberne er klar over, at der skal kæmpes på andre arenaer end kvalitet, stemning og storhed i den benhårde kamp om tilskuere, seere og generel opmærksomhed. De har derfor identificeret fælles værdier som ’nærhed og identifikation’.

På samme tid som globaliseringen gør verden mindre, bliver den meget større. For ALT er tilgængeligt. Og i den store verden har Superligaen og dens klubber svært ved at konkurrere.  Derfor ligger en del af Superliga-klubbernes udfordringer i at gøre ’deres verden’ mindre? Ikke ved at lukke sig om selv, men ved at gennemtærske og skamride den lokale identitet.

Det er herligt at høre spillerne råbt op med deres fynske barndomsklubber, når man er til fodbold i Odense, og det er lige så fedt, at der er masser af lokale talenter på de fleste af holdene i Superligaen. OB, AaB, Silkeborg, FCM, FCN og flere andre klubber har masser af lokal kolorit på banen. Men hvad med udenfor?

Jeg savner mere lokalt præg og særkende, når jeg besøger de danske Superliga-stadions. Mere Aarhus i AGF, mere Lyngby på Lyngby Stadion og endnu mere Fyn i OB. Det kunne samtidigt skabe flere og tiltrængte modsætningsforhold klubberne imellem.

OB er allerede øens hold, AaB er hele Nordjyllands hold, AGF er byens hold og FCK rider afsted under sloganet ’Vi er København’ med det københavnske byvåben på vej ind i klubbens logo. Set udefra gøres der meget rigtigt i en svær markedsføring.

Men i jagten på Superliga-tiltrækningskraft, er det ikke nødvendigvis nok at være ’regionens eller byens hold’. Jeg savner mere håndgribelig lokal identitet, humor og lune.

For det er en anden diskussion. Jeg står ind imellem med den fornemmelse, at Superligaens klubber over en bred kam tager sig selv en smule for højtideligt. Specielt set i lyset af, at der i den store konkurrence om omverdenens gunst og opmærksomhed, skal spilles på flere tangenter end den kvalitet, seriøsitet og professionalisme, som af mange årsager har bedre kår i større ligaer.

Det skal ikke blive amatørteater. Slet ikke. Men der er en grund til, at mange af os husker tilbage på Hobros første sæson og Mads Justesens gård med et saligt smil, ligesom traktorerne og ’bonderøvs-bataljerne’ mellem FCM og FCK vækker minder 15 år senere. Det var selvironi og lokal kolorit på én og samme tid!

Og ja. Det er en svær balance at ramme for en liga og en flok klubber, der også skal være både topprofessionelle og ambitiøse. For det må ikke kamme over i ringridning og Aarhus.historier. Men har man valgt en struktur med 14 hold i et lille land som Danmark, mener jeg underholdning og et lokalt udgangspunkt bør være et større fikspunkt. Ellers skulle man have valgt den strønlinede struktur med 10 hold, for at undgå at ende mellem to stole.

Det er fantastisk nemt at stå her og råbe på mere af det ene og mere af det andet. Og jeg bilder ingen ind, at lidt mere selvironi og lokal forankring er løsningen på Superligaens faldende appel. Men det kan være et lille skridt på vejen mod en knækket kurve.

Jeg holder meget af Superligaen. Men jeg tror, jeg ville holde endnu mere af den, hvis klubberne fik et større glimt i øjet og en mere lokal dialekt på tungebåndet. En god øl smager trods alt endnu bedre, hvis den er fra bryghuset lidt længere nede ad gaden.