Kulmination. Det er lidt det, man står og efterspørger med det danske landshold, lige nu, er det ikke? Kampen mod Rumænien fes ud uden skyggen af kulmination eller forløsning, og det samme gjorde endnu en landsholdsuge.

Landsholdet missede endnu en mulighed for at forføre, begejstre, kapre nye fans og hente gamle tilbage i folden. Holdet efterlader for mange skuldertræk og hovedryst og for få arme over hovedet. Den positive kulmination på et på papiret talentfuldt hold lader kort sagt vente på sig og synes ikke at vente lige rundt om hjørnet.

Nej, et uafgjort resultat i Rumænien er ikke verdens undergang. Der er en grund til det, når spillerne siger, at de inden kvalifikationen gerne havde købt et sådan resultat. Men spøgelset fra efteråret kaster lange skygger. Oktober-nederlagene til Polen og Montegro kombineret med søndagens resultat medfører, at Danmark bare skubber problemerne foran sig.

Gruppens andenplads er i dén grad indenfor rækkevidde i en svag pulje, men paradoksalt nok kan en placering blandt de otte bedste toere, der tildeles to play off-kampe om VM-billetter blive mere vanskelig.  Skal der sættes flere point til i de kommende fem kampe, skal det rent faktisk helst være i næste kvalifikationskamp mod Kazakhstan, der som gruppens nummer sjok ikke tæller med i regnskabet. Det er en detalje, men en opsigtsvækkende en af slagsen.

Netop opsigtsvækkende er også den iøjnefaldende forskel i bedømmelsen af søndagens præstation alt efter, hvor du spørger.  Mens eksperter, medier og den almindelige dansker synes skuffede og en smule modløse over spillet og den generelle indsats, var spillerne og Åge Hareide tilfredse.

’En super kamp’, fik William Kvist kaldt kampen, da Kanal 5 fangede ham lige efter kampen. Han modererede senere sine ord til ’en god kamp’, og samme opfattelse havde hans holdkammerater, da de forlod arenaen i den rumænske provins.

Forskellige opfattelser af virkeligheden er som bekendt sjældent vejen til fælles fodslag. Det findes der beviser for overalt. Men fælles fodslag er netop vejen til igen at føre landsholdet og danskerne tættere sammen. Her kan forskellige billeder af virkeligheden blot virke fremmedgørende. Og landsholdet har om noget brug for at få danskerne med sig.

Kvist har naturligvis en pointe, når han fremfører, at det er de færreste af os, der ser på udefra, som har spillet en udekamp i Rumænien. Den slags er svært at tilbagevise, selv om også en tidligere landsholdsspiller som Frank Arnesen, var kritisk i sin evaluering af kampen.

Jeg har ikke facit. Jeg kan blot konstatere, at jeg fra min plads på stadion i Rumænien, oplevede et dansk hold med store vanskeligheder både defensivt og offensivt.  Det ændrer en bedre slutfase og en håndfuld misbrugte muligheder ikke på.

Er jeg farvet af efterårets pauvre resultater? Måske. Har jeg for høje forventninger? Noget tyder på det. Men de forventninger stammer fra et billede af, at dette danske landshold burde kunne præstere bedre mod et rumænsk hold, der ikke havde meget at komme med trods EM-deltagelse i sommer og fordelen af hjemmebane.

Så måske er det her skillevejen opstår. Noget kunne pege på, at landsholdet har lavere forventninger til sig selv, end omgivelserne har det.

Det bærer desværre bare brænde til det bål, der kraftigt hentyder, at holdet står lidt i stampe.