Rødmende knytnæver og kridhvide knoer… Hvis det er, hvad Ståle Solbakken ser, når han kigger på sine hænder onsdag morgen, er det fuldt forståeligt hvorfor. For hans FC København-mandskab havde den helt store mulighed tirsdag aften.
FCK havde chancen for et af de store europæiske resultater. Et af dem, fodboldhistorikerne ikke vil tøve to gange med at skrible ned på en af de første sider i klubbens analer. Men københavnerne havde chancen til mere. De havde muligheden for at spille sig til en matchbold i jagten på en plads i de Champions League-ottendedelsfinaler, de selv – og dansk fodbold for den sags skyld – kun har prøvet kræfter med én gang tidligere.
Dagen derpå må Løvernes norske manager, holdet, fansene og alle os, der håber det bedste for danske hold i europæisk fodbold gerne ærgre sig. For FC København kunne have fået et resultat på udebane i Champions League mod de engelske mestre. De kunne måske endda have vundet. Men det gjorde de ikke.
Lad mig starte med at slå to ting fast. Jeg blev bekræftet i to ting tirsdag aften. For det første blev jeg endnu engang overbevist om, at FC København har et hold, der er bæredygtigt. Også i Champions League. Holdet har kvaliteterne til at gå videre fra en pulje, hvor de har lige så meget at gøre som de andre hold. At man så på drillende vis kan kalde gruppen en Europa League Plus-pulje, er en anden sag. For FCK har holdet og ikke mindst set up’et til mestrenes liga.
Det beviste de i Porto for en måned siden, de understregede det mod Club Brügge i Parken for nylig – og billedet blev ikke ødelagt mod Leicester. Selv om de danske mestre nu er rejst tilbage over Nordsøen uden point, har de ære af præstationen mod sidste sæsons sensationelle engelske mestre. FCK var det bedste hold på banen de første 40 minutter, men blev efter pausen ofre for det, noget nær alle Premier League-hold oplevede i sidste sæson: At Leicester – når de kommer foran - er vanskeligere at have med at gøre, end en håndsæbe på kanten af håndvasken.
FCK havde både spillet, køligheden og mulighederne til at komme fra Kasper Schmeichels hjemmebane med et point, der virkelig ville batte noget i kampen for en plads i puljens top to. Desværre ville netop den danske målmand det anderledes med en fantomredning i de døende minutter.
Mirakelredningen ændrer dog ikke ved, at FCK i en midterakse med Robin Olsen, Erik Johansson, Mathias Zanka Jørgensen, William Kvist, Thomas Delaney, Andreas Cornelius og Federico Santander har en syvkabale, der går op noget nær hver gang. Og dermed også en midterakse med international klasse.
Desværre var det ikke nok. Leicester havde i et enkelt moment klassen og heldet til at få de tre point, der med 98 procent sikkerhed sender dem videre, mens FCK blundede. Derudover var det ikke et engelsk mesterhold, der var i stand til at få pulsen til at stige. Og netop hér er aftenens anden læresætning.
Jeg blev nemlig bekræftet i endnu en tese ved at se de danske mestre krydse klinger med de engelske. Selv om Leicester nu står med maksimumpoint i puljen efter tre kampe, kan englænderne rammes. Og de kan rammes hårdt.
Lige nu er Leicester ikke mere end et midter- eller bundhold i Premier League. Det fortæller både stillingen i den engelske liga og det spil, Claudio Ranieris hold viste tirsdag aften.
Om to uger gæster Leicester Parken til en for FC København vanvittigt vigtig revanche-kamp. Den skal københavnerne vinde mod et engelsk hold, der er så godt som videre. Ikke mindst fordi københavnerne efter ugens runde har FC Porto tungt åndende i nakken.
FCK bør imidlertid også være i stand til at slå Leicester på hjemmebane om to uger. Ja, dertil er vi kommet. Derhen, hvor et dansk mesterhold bør slå et engelsk. Dét alene er forhåbentlig nok til, at Ståle Solbakken får den normale farve tilbage i fingrene.