Hvor mange landskampe skal der til for at gå fra optimisme til tristesse. For mit vedkommende er svaret to.
Det kan virke uretfærdigt og som om fingeren lidt for hurtigt søger ned mod aftrækkeren. Men tre kampe inde i VM-kvalifikationen er øjebliksbilledet klart. Det nye danske landshold er ikke så godt, som vi hverken havde håbet eller troet på. Det er et hold af talentfulde fodboldspillere, javist. Men som det ser ud lige nu, er det ikke et slagkraftigt hold med alt, hvad dertil hører af lederskab, fandenivoldskhed og kvalitet.
1. halvleg var uacceptabel i Polen i lørdags. Men de første 45 minutter i Parken i aftes var værre. De var utilstedelige. Bortset fra driblekongen Peter Ankersen kunne ingen af de danske spillere være deres indsats bekendt – og helt skidt stod det til for Christian Eriksen, der bør være holdets største profil, men i stedet endnu engang smed flere chancer væk, end han skabte. Sammen med resten af den danske midtbane og flere andre spillere, går han ud af denne landskampsperiode med en særdeles sløj smag i munden.
Danskerne spillede bolden planløst rundt. De afleveringer, der burde være knivskarpe, havde en præcision, som var de slået med en grydeske, og når der blev løbet, var det for det meste i vejen.
Holdet var uden styrmand, uden lederskab og uden bevægelse, mens feltet igen var mere tyndt befolket end den sibiriske tundra. Ja, trods et andet system og flere nye spillere, lignede det til forveksling det danske landshold, vi så sidste efterår. Et dansk landshold, som får mere end svært ved at spille med om førstepladsen i en kvalifikationsturnering.
Blev det bedre i 2. halvleg? Ja, det gjorde det da. Danskerne spillede sig til flere store chancer og viste større aggressivitet og ærgerrighed. Men det er også nemt at imponere med en leverpostejsmad, når den første ret, man har serveret, har været et råddent æble. For det ændrede ikke på resultatet og nederlaget mod et hold, som under normale omstændigheder ikke burde slippe fra Parken med point. Men på den anden side. Hvad er efterhånden normalen, når det gælder det danske landshold? Måske er det normale i virkeligheden, at selv hjemmekampe mod et hold som Montenegro lige så vel kan blive til nederlag som til sejr.
I min klumme i tirsdagens avis skrev, jeg at der er en tynd, rød linje mellem dét momentum og dén medvind, Åge Hareides nye landshold har haft igennem hele dets syv måneder lange levetid – og den gammelkendte virkelighed, hvor der i højere grad rystes opgivende på hovedet af de rød-hvide. Den linje frygter jeg blev krydset i aftes.
Hareide selv ramte for anden gang i træk ikke den rigtige startopstilling trods tre udskiftninger i forhold til weekendens kamp i Warszawa, og nu er også hans ’brullypsrejse’ forbi. Landstræneren har sin del af aktierne i de seneste fire dages danske landsholdsnedtur. Den nye stemning, han har bragt ind på holdet, siden ankomsten i marts, er prisværdig. Men uden medfølgende resultater, ender det desværre ud i en hul og ligegyldig fornemmelse.
Det er for tidligt at afskrive de danske chancer for en VM-billet. Dertil resterer der fortsat for mange kampe. Men de ni point, landstræneren og alle vi andre krævede af dette efterårs fire opgør, er nu uden for rækkevidde. Det bliver maksimalt til seks af slagsen.
Måske kommer VM bare et eller to år for tidligt for et landshold, som har talentet, men som endnu ikke formår at bruge at bruge dét talent efter bedste evne.
