Er Åge Hareide dansk landstræner i kvalifikationsturneringen frem mod EM i 2020? Havde jeg fået spørgsmålet tirsdag, havde jeg efter en del overvejelser og en masse nølen svaret ’formentlig ikke’ med en masse forbehold i halen og begrundet med dårlige resultater og en både svær og lang vej VM-målet. I kender smøren.

I dag er mit svar anderledes. Nu tør jeg med en anelse mere sikkerhed i stemmen sige ’formentlig, ja’. Åge Hareide ligner manden, der også skal jagte en EM-slutrunde i spidsen for det danske landshold. Og hvorfor så det? Helt reelt har intet jo rent faktisk ændret sig.

Det er også til dels rigtigt. Hareide har ikke fået ny kontrakt, og han har heller ikke fået lovning på en sådan. Til gengæld er vi, der kigger på udefra, blevet en del klogere.

Det er vi, fordi vi nu ved, at det reelt var en fire-årig kontrakt, den nu 63-årige nordmand underskrev, da han i december 2015 takkede ja til at blive dansk landstræner. DBU fortalte os alle sammen, at der var tale om en to-årig kontrakt med en option på to år mere, og vi gik ud fra, at det var rigtigt. Hvorfor skulle de ellers sige sådan? Men det var ikke rigtigt. Det var ikke sandt.

I DBUs udmelding syntes det klart, at Hareide og unionen efter de to første år skulle evaluere hinanden, og derefter kunne nordmanden eventuelt blive belønnet med yderligere to år i landstrænerjobbet. Nu ved vi i stedet, at Åge Hareide fortsætter som dansk landstræner frem til 2020, med mindre han selv eller DBU udnytter en kattelem i kontrakten til at sige ’farvel og tak’.

Men hvad er forskellen, spørger DBU, mens de samtidig beklager og forgæves leder efter forklaringer? Ja, det afhænger naturligvis af øjnene, der ser.
Mine ser et DBU, der har givet en landstræner en kontrakt af for lang en varighed. Der var masser af fornuft i en to-årig aftale med en indbygget option, men for at pege på hullerne i DBU-havartien, giver en fire-årig kontrakt ikke samme mavefornemmelse.

Og hvorfor så ikke det? DBU kan jo bare løbe ud af kattelemmen efter de to år. Og det er også helt rigtigt. Men jeg har ikke samme tiltro til DBU, når det handler om at tage et aktivt fravalg af landstræneren, som når det gælder et eventuelt aktivt tilvalg. Det er altid ’nemmere’ at blive, hvor man er, end det er at vende bøtten på hovedet.

Onsdag middag spurgte jeg landstræneren, om han selv synes, han i dette øjeblik har fortjent den forlængelse, som nu ikke længere er aktuel, men er ’aktiveret’. Hareide havde svært ved at svare, og det forstår jeg godt. For lige nu – få dage inden en afgørende kamp mod Rumænien – peger pilen mod et nej. Det kan se anderledes ud om få måneder eller endda allerede søndag aften, men det er ikke desto mindre øjebliksbilledet i en meget resultatorienteret landsholds-virkelighed.

Nå, faktum er, at Åge Hareide har kontrakt med DBU frem til sommeren 2020, og det kan stadig ende med at blive rigtig godt. Det kan DBUs håndtering til gengæld ikke.

Jeg har undret mig over DBU og organisationens ledelse mange gange de seneste fire år. Og intet kan efterhånden overraske længere. Alligevel er det svært ikke at ryste på hovedet over endnu en fejlagtig håndtering i kølvandet på en forfejlet landsholdsaftale, en verbal krig med spillerne og meget andet.
Hvorfor ikke fortælle sandheden om Åge Hareides kontrakt fra start? DBU beklager nu, at tingene ikke var ’100 procent faktuelt korrekte’, men hvorfor var de ikke det?

En sandhed som denne vil altid komme frem. Om ikke andet efter de to år. Men måden, den er sluppet ud på i denne sag – via et interview med Åge Hareide – udstiller DBU-ledelsen og irriterer utvivlsomt landstræneren.

Det er ikke den største sag, men det er ikke desto mindre endnu en møgsag skovlet op på et vognlæs, der efterhånden skal bære en voldsom vægt.