Foto: Henning Bagger

De ældre borgere her i landet fortjener en værdig alderdom. Når man efter et langt liv som skatteyder ikke længere kan klare sig selv, skal man selvfølgelig have den nødvendige hjælp til at få gjort rent, lavet mad eller at få et bad. Og man skal for alt i verden ikke leve i frygt for, om hjemmehjælperen nu også dukker op.

Desværre er virkeligheden, at tusindvis af ældre de seneste år har oplevet at vente forgæves på hjælp. BT kan i dag fortælle, at i alt 41 firmaer i ældreplejen siden 2013 er gået konkurs, og det har ramt næsten 13.000 borgere – senest 1.100 ældre århusianere – efter at virksomheden Hjemmeplejen drejede nøglen om i starten af måneden.

For kommunerne er det selvfølgelig et spørgsmål om at spare penge, når de vælger en privat virksomhed til hjemmeplejen. Men de mange konkurser tyder på, at firmaerne åbenbart sælger sig selv for billigt, mens de ældre borgere sidder tilbage som taberne. Eksempelvis har TV2 afdækket, hvordan det private plejefirma Pleje Plus på Lolland var 15 procent billigere end konkurrenterne, da de overtog plejeopgaverne i kommunen. Til gengæld oplevede flere borgere slet ikke at få hjælp til de mest basale ting, og kommunen har modtaget hundredvis af klager over firmaet.

Noget er tilsyneladende helt galt i den private plejebranche, og det er derfor positivt, at den ellers så udskældte ældreminister Thyra Frank (LA) har involveret både FOA og Ældre Sagen i en undersøgelse af, hvorfor så mange firmaer går konkurs. Men vi har endnu til gode at se, hvad ministeren konkret vil stille op.

Og skal Thyra Frank vise vores ældre, at de har fået en minister, der kæmper deres sag, skal der handling bag ordene. Selvfølgelig skal kommunerne tænke i pris, og konkurrence er også på dette marked sundt. Men de må ikke sætte kvaliteten over styr, så det går ud over vores ældre, som vi skylder en værdig alderdom. tnk

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook