KOMMENTAR

Brian Laudrup er det 29. medlem af sportens Hall of Fame. Her er den hyldest, han ikke fik lørdag aften.

Når Preben Elkjær viser sig i Verona, kan han ikke gå i fred, og klapsalverne larmer stadig på stadion, når han besøger sin gamle arbejdsgiver. Elkjær har fortjent al den positive opmærksomhed.

Ja, sikken fodboldspiller han var. I sine bedste sæsoner en af verdens bedste. Se bare på stemmerne afgivet til fodboldprisen Balon d'Or i 1984 og 1985. Elkjær var på henholdsvis tredje- og andenpladsen, begge år med franskmanden Michel Platini som en temmelig retfærdig vinder. Elkjær er i dag tv-kommentator hos Viasat og er altid en kompetent og overskudsramt stemme, når jeg tænder for en Champions League-kamp. En fornøjelse også dér.

Så jeg lever nok med, at det desværre faldt helt sammen for Preben Elkjær, da han lørdag aften skulle præsentere Brian Laudrup som det nyeste medlem af sportens Hall of Fame. Foran tusindvis af mennesker i Boxen i Herning og direkte på DR1 blev Preben Elkjær givet den ære, det må være at præsentere et af de mest betydningsfulde fodboldnavne i nyere dansk fodboldhistorie.

Den eneste udfordring i den opgave måtte da være at komme under den halve time i en hyldest af Brian Laudrup, europamester og dansk fodbolds bedste dribler nogensinde. Det var i øvrigt en udfordring, eks-cykelrytteren Brian Holm udfordrede en smule med sit lange, veloplagte og anderledes respektfyldte hyldestkvad til racerkøreren Tom Kristensen tidligere samme aften.

"Jamen, det bliver Finn Laudrups søn .. Brian Laudrup," sagde Preben Elkjær bare med sit skæve charmesmil formentlig i et drilsk forsøg på at give liv til en intern joke om Viasat-kollegaen Laudrup, som sikkert ovre i tv-studierne tager en masse røg for bare at være Finns søn og Michaels lillebror.

Det er muligt, det lød morsomt under prøverne eller på vej i bil til Herning, og det er også muligt - det skal da med - at Preben Elkjær havde fået at vide, at han modsat alle andre den aften kun havde præcist fire sekunder til at tale.

Sport2013


Men den yngste Laudrup-bror havde fortjent bedre end de halvforvirrede, klejnmodige klapsalver, de mange tusinde mennesker i Boxen satte sammen, mens Laudrup gik på scenen efter Elkjærs vittighed. Var det præsentationen? Ikke mere? Kommer han nu?

Brian Laudrup har fortjent meget mere, for det må da være fuldstændig umuligt for ethvert menneske - Preben Elkjær inklusiv - at skabe en top 10 over Danmarks bedste fodboldspillere nogensinde uden Brian Laudrup. Det virker vanskeligt at forestille sig, at Danmark kunne have vundet europamesterskabet i 1992 uden lillebroderen. Hans latterligt overlegne teknik og hans fart med bolden gjorde ham til både en af verdens bedste kontraspillere og en af klodens vanskeligste herrer for den forsvarer, der ikke nyder en-mod-en-situationer. Hans blik for rummet til den sidste pasning før afslutningen var vel kun et gram ringere end storebror Michael Laudrups, men til gengæld kun matchet af Allan Simonsen derunder.

Brian Laudrups evner skabte ham arbejde hos så dyre arbejdsgivere som blandt andre Bayern München, AC Milan, Chelsea og Ajax Amsterdam, og vi får næppe nogensinde igen en spiller, der tager sådan en eksklusiv klubrundtur. Han havde sine suverænt bedste klubsæsoner i fire år i Glasgow hos Rangers FC, hvor han vandt tre mesterskaber og var den dominerende figur, mens klubben tog de sidste af ni mesterskaber i træk. Han er i dag i Skotland almindelig anerkendt som en af de dygtigste spillere, der har præget moderne skotsk fodbold.

Da Michael Laudrup blev manager i Swansea, blev han i hele Storbritannien nævnt som Brians storebror, og sådan kunne Brian Laudrup for en gangs skyld opleve den omvendte verden af, hvad han altid har oplevet herhjemme.

Brian Laudrup er nu det 29. medlem af sportens Hall of Fame. Han var kun 29 år, da han overraskende for alle stoppede på landsholdet efter nederlaget til Brasilien ved VM i 1998. Dengang markerede mange mennesker det synspunkt, at talent forpligter også i fodbold, og at Brian Laudrup burde have udvist et større ansvar for opbygningen af et nyt landshold uden Michael Laudrup. Storebroderens landsholdsstop samme aften var kendt og længe annonceret.

Men for Brian Laudrup handlede fodbold altid om lysten og passionen, og pludselig var den bare væk. Sådan er det jo tit med store kunstnere. Og selv om jeg ved, at mange står af, når sport bliver forbundet med kunst, insisterer jeg på, at Brian Laudrup netop var en sådan.

Laudrup er det første fodboldmedlem af sportens Hall of Fame, siden Peter Schmeichel blev indlemmet i 2008. Der er nu syv tidligere fodboldspillere i Hall of Fame. Der går nok en længere årrække, før vi skal hylde endnu en eks-fodboldspillers indlemmelse. Det giver også Elkjær tid til lige at pudse vittighederne af.

P.S. Preben Elkjær ringede en times tid, efter jeg havde udgivet denne tekst. Han var ked af, at det nu kunne opfattes sådan, at han ikke havde den størst tænkelige respekt og kærlighed til Brian Laudrup, som han kalder en af sine gode venner, og som han selv har anbefalet på det kraftigste til Hall of Fame. Elkjær fortalte, at han på vej på scenen i Herning fik at vide, at tiden var ved at løbe fra showet, og at han skulle holde sin præsentation helt kort og på få sekunder. Det var han ikke tilfreds med, men det var spillereglerne, da tiden var løbet fra DR. Han valgte at kalde Brian Laudrup for Finns søn, fordi han mente, at Brian Laudrup ville blive glad for, at der blev vist denne respekt for hans far, som også var til stede i Herning. Jeg lovede Preben Elkjær, at jeg ville gøre opmærksom på hans oplevelser og overvejelser lørdag aften.

Flemming Fjeldgaard er sportsredaktør på Berlingske. Du kan også følge ham på twitter.com/ffjeldgaard