Man kan stille sig selv følgende spørgsmål om Peter Sagans albue tirsdag: Kan man tillade sig at give ’en vinge’ til en konkurrent og kollega i en massespurt med 60 kilometer/timen? Det synes jeg ikke, at man kan, og hvis man ikke kan se, at det var det, som Sagan gjorde, synes jeg, at man skal have nye briller eller smide et sæt kontaktlinser i øjnene.

Det VAR en god gammeldags vinge, som Sagan gav Mark Cavendish, og der må være en vis respekt for andre i sådan en massespurt. Sådan noget hører ikke til i moderne cykelsport. Det er simpelthen for farligt at gøre, også selvom det er en positionskamp, og der bliver fightet for at holde placeringen.

Som jeg ser det, var juryen nødt til at statuere et eksempel, og det må man sige, at den gjorde. Det kræver sin jury at træffe en beslutning af den kaliber. Helt generelt er det sjældent, at jeg er uenig med kommissærerne i løbet, for det får vi ikke noget ud af at være, men straffen skal nu alligevel nok blive diskuteret heftigt i den kommende tid overalt i cykelverdenen.

Det er da også en hård straf og en hård beslutning, og faktisk overrasker det mig lidt, at juryen gjorde det. Det er ikke hvem som helst, som den har smidt ud af løbet – det er trods alt verdensmesteren. Det er noget sværere at smide en vellidt mand ud, der ligger til at vinde den grønne pointtrøje, end et ’enfant terrible’ som sprinteren Nacer Bouhanni. ’Chapeau’ for juryens beslutning.

Hvis Sagan ikke var blevet smidt ud, havde jeg fremhævet, at andre er blevet smidt ud for væsentligt mindre tidligere i Tour de France. I 2010 blev min rytter Mark Renshaw, som nu er holdkammerat med Mark Cavendish på Dimension Data, kylet ud, da han forsøgte at give en lignende ’Sagan-vinge’ med sit hoved til newzealænderen Julian Dean.

Dean kørte ind i vores ryttere gang på gang, og det blev Renshaw til sidst så provokeret af, at han stangede ud med sit hoved kort før målstregen. I den situation skete der ikke det store, men Renshaw blev alligevel sendt hjem.

Det er første gang i dag, at juryen sådan for alvor viser karakter, men der har omvendt også været tilfælde, hvor den har været for blød i sine afgørelser. For eksempel var det jo næsten komisk, at man sidste år forfordelte Chris Froome, da han løb den forkerte vej uden sin cykel.

Egentlig tror jeg, at Peter Sagan var sluppet fint igennem, hvis han ikke havde løftet sin albue. I det tilfælde havde man kunnet argumentere for, at det var Cavendish, som forsøgte at presse sig igennem med meget lidt plads, men sådan gik det som bekendt ikke.

Det er synd for løbet, at Peter Sagan ikke længere er en del af det, men vi ved også efter talrige udgaver af Tour de France, at ingen er uundværlige. I forhold til kampen om den grønne pointtrøje bliver det nu endnu mere spændende. Nu bliver det i stedet for en kamp mellem flere ryttere som Marcel Kittel, Arnaud Démare og André Greipel.

Mest af alt har jeg nu ondt af Mark Cavendish. Det var ham, der tog den store tur i asfalten. Min største bekymring var, om der var sket noget med hovedet, men Cavendish lød til at være ’ok’ ud fra det, som jeg kunne forstå på hans kone, som jeg snakkede med ad flere omgange.