KOMMENTAR
Den såkaldte 'Strategy Group', hvor kun de største teams er repræsenteret, har præsenteret en række forslag for Formel 1s fremtid. Det handler blandt andet om, at bilerne skal være hurtigere, og at det igen skal være muligt at tanke under løbene. Men de nye forslag tager ikke fat i sportens største problem: De evigt stigende omkostninger.
Med bilfabrikker eller energidrikproducenter i ryggen har de store teams (Mercedes, Ferrari, McLaren-Honda, Red Bull) ingen problemer med at få budgetterne til at hænge sammen, men de små, uafhængige teams som Force India, Lotus, Sauber og Manor kæmper for overlevelse i verdens dyreste sport.
I stedet for at indføre det budgetloft, de små teams desperat har skreget på i årevis, går 'Strategy Groups' forslag til den nye Formel 1 nærmest den modsatte vej - hurtigere biler og tank-stop vil kun øge omkostningerne. Det betyder, at de små teams enten vil blive presset ud af Formel 1 eller miste deres uafhængighed ved at blive B-hold for de store teams (som Toro Rosso allerede er det for Red Bull).
Feltet vil så blive fyldt op af tredje-biler fra de store teams eller B-hold a la Toro Rosso. Det kan på den korte bane være en god nyhed for Kevin Magnussen (i en tredje McLaren eller i et Honda-finansieret B-team?), men på den lidt længere bane er det decideret dårligt nyt for hele Formel 1.
For at sige det lige ud: Formel 1 kan ikke stole på de store teams - de er kun med i sporten, så længe det passer ind i en eller anden forkromet marketingplan. Mercedes? De droppede ud af Formel 1 i 1955 og kom først tilbage i midten af 1990erne. Honda (som McLaren er afhængig af)? De har været inde og ude af Formel 1 fire-fem gange. Red Bull (og søster-teamet Toro Rosso)? De har allerede truet med at trække sig, hvis de ikke snart får en bedre motor.
Selv Ferrari, der med rette praler af at være det eneste team, der har været med siden Formel 1-VMs begyndelse i 1950, har i årenes løb flere gange truet med at stoppe. Hver gang, de store fabrikshold er stoppet, har de uafhængige teams kørt sporten videre. Og faktisk har Formel 1 ofte haft det allerbedst i de perioder, hvor de uafhængige teams har været i overtal.
Uden for mange store bilfabrikker har løbene været mere jævnbyrdige og budgetterne mere fornuftige. De uafhængige teams har altid været Formel 1's hjørnesten. De har været med i sporten i gode tider og i dårlige tider - simpelthen fordi det er hele deres forretningsgrundlag at køre racerløb (i modsætning til at markedsføre gadebiler eller energidrik). Når de uafhængige teams nu risikerer at blive presset ud af de nye regler og tredje-biler/ B-team, kan det blive begyndelsen på enden for Formel 1.
For uden de små, uafhængige teams er der ingen tilbage, når bilfabrikkerne rammer den næste finanskrise, eller Red Bull finder ud af, at man kan sælge flere energidrikke ved at støtte andre sportsgrene.