KOMMENTAR

Man kan dårligt vinde et cykelløb uden at skulle forklare det. Her er ordene om følelsen, da man vandt, sjældent fortælling nok. Man kan endnu dårligere forvandle sig fra halvanonym mus til at spille fandango i bjerge og på enkeltstarter uden at skulle forklare sig.

Er det så synd? Nej, det er dybest set sportens egen skyld. For forklaringsbehovet er født af sportens dopingkultur. Det er født af rytterne, sportsdirektørerne, lægerne og holdejerne selv. Men det holdes i live af medierne - sociale som traditionelle.

Det er blandt andet os i medierne, der holder fast i kravet om en forklaring og sjældent lader den rene begejstring stå alene. Jeg kan, som jeg sidder og skriver, dårligt komme i tanke om andre sportsgrene, hvor skyggesiden på solstrålehistorierne dyrkes i samme grad.

Et par eksempler:

Det eksploderede med mere tvivl end begejstring, da Chris Froome i sommer piskede væk fra alle konkurrenterne på Mont Ventoux i Tour de France. Han nåede toppen i sin gule trøje med et tungt forklaringsproblem, som vel i nogen grad stadig forfølger ham.

Fabian Cancellaras sejr i Paris-Roubaix sidste år er et andet eksempel: Der blev skrevet næsten lige så meget om, at dette var det hurtigste Roubaix, der er kørt i nyere tid. Altså også hurtigere, end før man begyndte at slå dopingstreger i sandet og love os i den beskuende offentlighed, at meget er forandret i dag - til det bedre. Hvordan kan man så blæse hen over brosten i den fart? Kan medvind, træningsmetoder, løbets taktiske udvikling og bedre cykler virkelig bringe farten derhen, hvor man i gamle dage brugte doping for at komme hen?

Mistilliden, mistanken, det kritiske øje, frygten for at lade sig rive med og blive snydt er selvfølgelig på sin plads og helt ok. Men jeg synes også, at det er på sin plads, at vi, der kigger på, hele tiden husker at være kritiske - og ikke kun bevidstløse - over for disse følelser.

Nå, det blev et langt tilløb hen imod Contadors sejr i Tirreno-Adriatico tidligere på ugen og dermed et langt tilløb hen mod den forklaring - med al sin uudtalte dopingklangbund i dagsordnen - som Contador og holdet rundt om ham blev efterspurgt.

Og det var vel ikke helt urimeligt, når Contador netop tidligere har været dopingdømt og på stort set hele bagkanten af sin dopingkarantæne, ikke mindst sidste år, har været så langt fra den overligger, han selv har sat for sin kapacitet, at man både undrede sig og spekulerede i, om han var færdig.

Det er han ikke fik vi at se. Tværtimod så vi ham i Tirreno-Adriatico tindrende skarp og med overskud til langdistanceangreb, i stand til at parkere en superklatrer som Quintana og i det hele taget med et helt nyt optimistisk Tour-perspektiv i sin performance.

Og på den måde levede han op til den nye holdejer Oleg Tinkovs både løfter og forventninger. Tinkov har den seneset tid forsikret om, at dette hold ikke er det samme hold, som i 2013. Hvilket jo er noget vrøvl, for det er det jo. Sådan groft sagt. Det er de samme rytterprofiler, der bærer holdet nu, så den eneste forandring er en mere polemisk chef, setuppet rundt om holdet og de såkaldte "marginal gains", som man med inspiration fra Team Sky jagter hidsigt.

Helt konkret blev Contadors forvandling via de medier, der dækkede løbet - ikke mindst hollandske Telegraaf - forklaret med en ny træner: Steven De Jongh, tidligere toprytter og tidligere sportsdiretkør på Team Sky, har lavet minutiøs højde- og intervaltræning med Contador på en vulkan på de canariske øer. Og De Jongh bliver nu en slags oppasser af Contador i tiden frem mod Touren.

Det er altså ikke Riis, der er den store mentor for Contador. Jeg vil godt tro på, at der ikke er tale om en degradering af Riis, selv om den spekulation straks fik liv, da man læste den historie. Det er jo også ledelse at forandre sin organisation, så hvis Riis - og Contador - er nået frem til, at det netop ikke er i rollen som konstant overvågende coach og træner, at Riis får det bedste ud af Contador, så må man finde den mand, der kan. 

Jeg sad i de par dage, hvor historien om De Jongh piskede rundt derude, næsten med den fornemmelse, at holdet og historien var velfoberedt. Man vidste, at det ville komme, og man vidste, hvad man ville fortælle, men jeg blev så alligevel lidt i tvivl, da jeg i Jyllands-Posten kunne læse Bjarne Riis sige følgende:

- Hvordan vi har gjort er ligegyldigt. Det vigtigste er, at han kører stærkt lige nu.

Nej, det er ikke ligegyldigt.

Contador, Riis og Tinkov er med deres fortid et trekløver, der næppe nogensinde kan undslå sig forklaringsbehovet ved at sige, at det vigtigste er, at han kører stærkt.

Benjamin Munk Lund er nyhedschef på BT sporten. Følg ham på twitter på @munklund